Som vi beskrev i Del I af denne mini-artikel-serie, så udgør flygtningesituationen og den politiske håndtering af den et fremragende eksempel på, hvorledes vi har det med at begå vanetænkning og forlade os på styringstiltag, selv når situationer forekommer uoverskuelige. Nu er vi ikke politikere, så det er jo pokkers nemt at sidde her bag en computerskærm bare at pege fingre, og det er sådan set heller ikke meningen. Vi er jo ikke bedre end andre. Vi mener blot, at tilgangen til det at “klare” situationen rummer et stort potentiale for læring. Så lad os kommer mere ind på det i denne Del II.
Regler og procedurer
Det skal jo understreges, at pointerne her udelukkende har med et kompleksitetsteoretisk perspektiv at gøre – og vel sagtens også noget alment psykologisk i mennesket, nemlig trangen til at føle kontrol. Men lad os prøve at forklare, hvorfor vi finder situationen så illustrerende, og gøre det ved at se det gennem David Snowdens Cynefin Framework. Vi har tidligere forklaret nærmere om frameworket, og vi har ligeledes inkluderet en kort oversigt nederst i indlægget her for at uddybe det en smule. I forhold til pointerne på listen nedenfor så er det også vigtigt lige at tilføje, at når vi bevæger os i højre side af frameworket, så arbejder vi med eksisterende viden, populært sagt kan man sige, at her fungerer landkortet som vores rettesnor. Og i den venstre side handler det om læring og at prøve sig frem, populært sagt så anvender vi her kompasset.
The Cynefin Framework – en beslutnings- og meningsskabende
model, ikke en 2X2 kategoriseringsmatriks.
Så hvis vi ser den måde, man har taklet flygtningesituationen på, og ser det i en Cynefin-sammenhæng, hvad ser vi så blandt andet?:
- En naturlig dynamik i Cynefin, hvis man ser på, hvorledes mest bæredygtige (forstået som holdbare og mindst uroskabende) løsninger opstår, er, at man bevæger sig fra kaos (som rigtig nok kræver markant handling) til kompleksitet, hvor der på uforudsigelig vis skabes en form for stabilitet. Derefter holder man sig i kompleksiteten for dér i en forholdsvis stabil tilstand at kunne skabe mening i, hvad der foregår. Og det sker ikke gennem en lang række bagudrettede analyser af “gammel” viden, men derimod via små og intensive forsøg, man kan monitorere effekten af lige nu og her. Altså en art real time analysis. Hvis vi vitterligt er i en helt ny situation, så er det kompasset og det at lære noget mere om, hvad der så rent faktisk er muligt og måske ikke muligt i lige præcis den her situation, der er vigtig. Hvad der har virket i Hjørring i går er der absolut ingen garanti for vil virke i Næstved i morgen. Og det leder til konsekvensen i næste punkt.
- Der er en klar tendens til at ville forcere springet fra den kaotisk tilstand (præget af ustabilitet og uorden) og direkte over i en ordensverden i bestræbelserne på at ville få styr på situationen alt, alt for hurtigt. Befolkningen efterspørger og politikerne søger efter nye processer og procedurer. Man gør den fejlagtige antagelse, at det kaotiske og det komplekse domæne er ét fedt, fordi de begge er præget af uforudsigelighed. Og selv om der måske nok er stabilitet i det komplekse, så bryder vi os ikke om den form for stabilitet, vi ikke finder logisk og forudsigelig. Derfor ser vi også ifm. flygtningesituationen, at man forsøger at begynde at styre, hvad der egentlig bedst kan betegnes som en kompleks situation (kompleks forstået, som den forsås i en Cynefin-sammenhæng). Det leder til næste punkt.
- Læren fra kompleksitetsteorien er, at du ikke kan styre kompleksiteten, og derfor vil man i den her fase af en situation præget af stor foranderlighed, tvetydighed og uforudsigelighed konstant opleve, at verden så at sige slipper gennem dine fingre, og det, du foregav at have styr på, det har du ikke styr på, det har du aldrig haft styr på. Og derfor vil de processer, procedurer og løsninger, man hele tiden indfører med tilhørende planer og forsikringer vise sig ikke at skabe den forudsigelige stabilitet, man konstant er på jagt efter. Og pointen er derfor den i næste punkt.
- Netop det at indføre for stramme regler og procedurer, og lægge alt for forkromede planer i situationer præget af kompleksitet, uforudsigelighed og tvetydighed har tre umiddelbare negative konsekvenser:
- Det kan faktisk meget nemt have den effekt, at det forstærker kaosset i stedet for at skabe en klassisk kontrollerbar orden. Det skyldes, at eftersom du ikke ved, hvorfor der i det komplekse rent faktisk findes en art stabilitet, så risikerer du med dine processer og procedurer ganske enkelt at ødelægge den iboende orden, der faktisk er. Derfor er det også en gylden regel i det komplekse, at man her må lade systemet selv finde sin orden (hvilket sker uden, at nogen som sådan kontrollerer, hvad der sker på makroplan) ved at påvirke gennem få og simple regler frem for gennem store forkormede tiltag og planer. (Jeg er naturligvis fuldt bevidst om, at dette til tider kan være vanskeligt at klandre politikerne for, da de jo selv bliver nødt til at overholde en lang række rigide regler).
- For det andet, som også indikeret, så vil man komme til at spilde en masse tid på det store planer, hvilket samtidig kan føre til en enormt stressfuld tilstand for dem, der skal udføre planerne. For de vil gang på gang vise sig ikke at virke. Her er det nemmere at arbejde med de små forsøg, hvor vi er forberedt på, at de måske virker eller måske ikke virker.
- Når man stresser denne bevægelse fra kompleksitet over i ordensdomænerne, så er der en oplagt fare for, at de løsninger, man kommer frem til, enten bliver et resultatet af vanetænkning eller af ønsketænkning.
Markante læringer
Den markante lære set fra den side af salen, vi sidder i, er ganske enkelt, at man må stoppe med at foregive, at man kan få styr på situationer som flygtningesituationer på den klassiske måde – det vil sige agere ud fra Complicated-domænet i Cynefin. Man må erkende, at når vi nu står i en helt ny situation, så vil det være ny viden, der skal hjælpe os, ikke gammelkendt viden. Derfor handler det ikke om at spørge indtil, hvad er det, der vil virke (og så forvente eller give konkrete svar), men derimod spørge ind til, hvad vil I gøre for at finde ud af, hvad der virker. Og ja, der er en markant forskel.
Den anden vigtige læring er, at hvis ikke vi gør det, så spilder vi en masse tid på alt for store tiltag, der ikke virker. For når vi taler om små forsøg, så mener vi små forsøg. Og ja, ligesom de store planer, så kan de små forsøg fejle, men indsatsen er langt mindre end ved de store planer. Ligesom effekten er langt hurtigere.
Og så er der den altafgørende læring: Konteksten er styrende for, hvad der er muligt – og ingen styrer den kontekst centralt. Ingen kan bare trykke på en knap og så vide, hvilket udfald der måtte komme ud af det. Derfor hele tiden små forsøg i den lokale kontekst i stedet for abstrakte tiltag på makro-plan.
Men ja, ovenstående var i virkeligheden kun en flig af, hvad kompleksitetsteorien og Cynefin kan kaste af lys over måden at takle den case, som vi så lige her har valgt som eksempel, nemlig flygtningesituationen. Så lad os udvide den oprindelige plan og skrive en Del III. Kommer snart.
