Jeg har egentlig kviet mig ved at gøre det i et stykke tid, at skrive noget om hele flygtningesituationen i Europa. For hører det egentlig hjemme på en blog af den her art? Jeg mener, det er jo ligesom en situation, der i alvor langt overstiger denne blog. Og der er jo også faren for at blive taget til indtægt for en politisk holdning. Men altså ja, jeg gør forsøget, og så må andre dømme. Dette er i øvrigt første indlæg ud af to, så der er tid nok til at dømme.
Ting hænger sammen
Og når jeg gør forsøget, så er det rent faktisk ud fra den rolige betragtning, at den måde, man forsøger at forstå og takle situationen på, er så fremragende et eksempel på, hvordan vi er fanget i vores antagelser om, hvad der er muligt i en kompleks verden. Eller hvad ledere forsøger at foregive, der er muligt. Der er nemlig tale om et så udbasuneret udtryk for styringslogik, at det – set med vores kompleksitetsbriller på – skriger til himlen. Og lad mig understrege, som jeg har understreget det i andre sammenhænge ifm. andre emner: Dette er ikke bare lederens skyld. Dette er ikke bare politikernes skyld. Vi er jo alle sammen fanget i den lineære logik, der hedder, at ved at gøre sådan ved situationen, så kan vi få det udfald ud af det hele. Så det er den lineære logik, vi konstant efterspørger og dermed er med til at forstærke.
Og det skaber et ganske klassisk mønster i, hvad der så sker. Det er dét mønster, der er det fremragende eksempel, jeg talte om lige før. Og hvordan ser det ud? Nogenlunde sådan her:
- Først opdager vi for sent, at der er ved at ske noget, der kan skabe nye former for mønstre (i det her tilfælde blandt flygtningegruppers bevægelser). Vi tror nemlig, at vi har de rette procedurer og processer på plads til at sikre os, så derfor er det først, når noget for alvor begynder at rokke ved deres duelighed, at vi begynder at gøre noget. I en verden med best practice og meget skemalagte processer er man enormt dårlig til at spotte de svage signaler, for dem lærer vi er “afvigere”, så det kommer mere til at handle om, hvordan vi får afvigerne passet ind i de processer.
- Når så vi sådan rigtigt begynder at fornemme, at noget måske nok alligevel er ved at forandre situationen lidt mere grundlæggende, så kommer Frontex* ind i billedet, og der skal laves analyser (eller også prøver man at finde forklaringerne og dermed løsningerne i Frontex’ hidtidige analyser, sådan som det blandt andet skete under valgkampen i år). Under alle omstændigheder, så handler man indledningsvis på en måde, hvor man antager, at svaret skal findes i eksisterende viden og analyser.
- Eksperter sættes på sagen og får til opgave ud fra analyseresultaterne at finde frem til solide og holdbare løsninger. Det gør de så, mens politikerne meget bastant taler om “at få styr på situationen”, om “at finde frem til holdbare løsninger” og den slags. Altså et gammelkendt styringssprog, som man naturligvis har, fordi det ligesom forventes af en leder, og fordi man vil signalere handling og skabe stabilitet. Og samtidig begynder man at tale om at kunne bevare den nuværende stabilitet, eller genskabe den kendte stabilitet.
- Efter et stykke tid kommer så den første udmelding om, at man nu laver de og de tiltag, med det og det forklarende rationale som bevæggrund. Altsammen følges det af mere styringssprog og diverse garantier om, at “vi med det her tiltag har sørget for at …” (eller modstanderne siger, at “med det her tiltag har man sørget for at …”). Dette gentager sig – alt efter situationens omfang i kaos eller kompleksitet kan det sagtens være endda rigtig mange gange, som vi også er vidne til lige i øjeblikket. Og man bliver ved med at bruge et styringssprog.
- I tilfælde, hvor forandringerne er så markante, som det er tilfældet med flygtningesituationen, vil man dog langsomt begynde at høre spredte stemmer erkende, at man måske ikke sådan bare lige kan give garantier. At man måske faktisk ikke sådan bare lige ved, hvordan man får styr på det. (Sådan som vi også oplever det nu). Man begynder langsomt at erkende, at man ikke kan løse det her ved at anvende kendte løsninger baseret på eksisterende viden – situationen er for anderledes til at kunne løses ved evidensbaserede tiltag eller best practice. Så nu begynder man at arbejde med kortere iterative loops, hvor man konstant monitorerer, hvilke effekter de iværksatte tiltag har mere eller mindre nu og her. Begynder mønstrene at være mere lig dem, vi ønsker at se? Og man går fra et styringssprog til mere at tale om “kunne se en bevægelse i den rigtige retning”.
- Efter et stykke tid vil kaossituationen begynde at forekomme mere stabil. Politikerne vil sige, at det skyldes deres tiltag – om end sandheden nok snarere vil være, at de tiltag blot har været med til at påvirke. Og det er ikke nogen ligegyldig kamp om ord, for det, at man tror, at man ved at gøre sådan og sådan har fået styr på noget sådan og sådan, det er lige præcis grunden til, at man begynder at indføre sine nye faste processer og procedurer, som man så tror vil være dem, der skal sikre det hele, næste gang en lignende situation opstår.
- For det leder direkte til Punkt 7: At man så begynder at analysere, hvad der rent faktisk var medvirkende til at få genskabt stabiliteten. Man prøver så at sige at finde frem til den logik eller det rationale, hvorved forandringen kom under kontrol. Man begynder at forbinde de enkeltstående handlinger for at få skabt den logiske kausalsammenhæng, både med det formål at forstå, men jo i allerhøjeste grad også, fordi man så tænker, at man kan skalere eller kopiere næste gang, noget lignende kunne ske. (Har vi set mønstret før? Tænk her eksempelvis finanskriser).
- Det hele falder endnu mere til ro. Vi tænker ikke så meget over det, for nu har vi jo styr på det. Processerne og procedurerne, tiltagene og løsningerne er jo på plads. Vi glemmer hurtigt, at vi for ikke så lang tiden stod og skabte løsninger ud fra det ikke at vide, hvad der egentlig virker. Og ja, vupti, noget sker, og så er vi tilbage ved Punkt 1.
Lad mig understrege, at ovenstående jo ikke er et udtryk for så at skule give op og bare lade stå til. Det vil ingen parter være tjent med. Vores stilfærdige pointe er, at hvis nu man langt tidligere i processen ville være i stand til at forstå og ikke mindst acceptere, at løsningen ikke findes i resultaterne af gammel viden, de skabes i erkendelsen af, at vi ikke ved, så ville vi kunne skabe mere bæredygtige løsninger, og måske ofte også gøre det mere effektivt. Men meget mere om dette i Del II, som kommer senere på ugen.
* (Frontex = Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser)
