Magiens funktion er at ritualisere menneskets optimisme, at styrke dets tillid til at håbet vil sejre over frygten. (Bronislaw Malinowski)
Tilbage i mine gymnasiedage på Viborg Katedralskole så og læste jeg som så mange andre gymnasieelever, der skulle gennem det obligatoriske tyske litteraturpensum, blandt andet Rainer Werner Fassbinders Angst essen Seelen auf. Når jeg nævner det her, skyldes det mest af alt, at ud over at være en fængende film, så sidder den filmtitel altså bare meget godt fast – og indeholder i al sin korthed følelsen af, hvorfor vi ikke er så glade for det med kompleksitet, uforudsigelighed og uvished. Kompleksitet er nemlig lig med uoverskuelighed og dermed tab af mening. Og mening – hvad end den måtte være for os – har alle dage være én af menneskets absolutte drivkræfter.
En ritualisering af optimismen
Så ja, hvad bliver så vores strategi, når vi står over for denne fornemmelse af uforudsigelighed? Det bliver det, Malinowski betegner som en ritualisering af optimismen. Vi forsøger ufortrødent at få styr på uforudsigeligheden, og vi indfører nogle ritualer, selv om der måske ikke er noget bevis for, at de virker – altså at effekten af dem er forudsigelig. Men vi har brug for at tro på, at de virker. Hvor mange processer og procedurer er ikke blevet indført med udgangspunkt i dette ritual? Og hvor mange planer er ikke lagt, selvom de måske ikke gjorde så meget andet end netop det: at skabe håb i stedet for frygt. Læger giver kemoterapi uden egentlig at vide, om det virker på lige den person (den virker åbenbart kun på hver fjerde); vi evaluerer i ét væk uden at ane, om det har nogen reel effekt; vi lægger plan på plan for at få narkomaner væk fra stofferne, men langt de fleste af de planer har tilsyneladende ingen effekt, har jeg ladet mig fortælle.
Nu er der jo absolut intet galt i at have ritualer. Problemet opstår bare, når vi stirrer os blinde på de ritualer og mister orienteringen i virkeligheden. At vi tror, det altid er processer og procedurer, der redder os, når det faktisk ofte viser sig at være noget helt andet, sådan som den amerikanske organisationspsykolog Gary Klein beskriver i sin bog Streetlights and Shadows. I stedet for hele tiden blindt at følge procedurerne eller søge svarene i data bør vi blive langt bedre til at tilpasse os virkeligheden, dens kompleksitet og dens paradokser.
Jeg ved godt, at det på mange måder går stærkt imod vores trænede måder at handle på. For ja, ét eller andet sted er vi jo opdraget til handlingsvished, altså at vi først indsamler data og analyserer situationen, før vi handler, så vi kan være nogenlunde sikre på udfaldet af handlingen. Og hvis vi ikke umiddelbart er det, ja, så er det, at vi bygger ritualer og fortællinger op omkring disse handlinger, så de pludselig kommer til at fremstå som logiske og rationelle. Om ikke andet. så bagudrettet.
Handlingsuvished er bedre end handlingslammelse
Så langt hen ad vejen strider hele måden at navigere i det komplekse med det, vi er trænet til. Det forunderlige er dog, at det ret beset næppe er det, der er vores oprindelige natur. Survival of the fittest, konstaterede Darwin, og som det er blevet pointeret, så talte han ikke om de stærkeste, men om de mest tilpasningsdygtige. Mennesket har altid haft en enormt god evne til at tilpasse sig, og langt hen ad vejen handler det jo blot om at genfinde den evne – eller måske bare gøre os mere bevidste om den. I stedet for at tro, at jo mere kompleks verden bliver, jo mere kalder det på styrkede processer og procedurer, mere data og flere planer. Ritualer er bestemt ikke altid af det gode.
Det fik mig til at tænke på en skulptur, en kunster har opstillet et sted i England, mener jeg. Det fantastiske lyssignal, som er “titelbilledet” på dette indlæg. En karikatur over, hvordan vi forsøger at skabe orden i en kompleks og ofte modsatrettet eller ambivalent verden. Hvor vi kan ende, hvis det altid er vores strategi. Og ja, prøv så at holde det op over for strategien, som den lille lokale dame har i videoklippet nedenfor. Kun ved at acceptere en masse modsatrettede signaler som en del af verden kan vi for alvor træde ud i den – men prisen er naturligvis, at vi må acceptere handlingsuvished som en ny strategi. Men det er trods alt bedre end handlingslammelse.
