Vi frygter kun det, der ikke kan sættes tal på, og som vi ikke kan begribe, mens alt det, der er afgrænset og fastlagt, udfordrer os til at prøve kræfter og bliver et mål for vores styrke. (Stefan Zweig, Utålmodige hjerter)
Det viser sig, at de modeller, eksperter og dermed politikere bruger til at forsøge at regne epidemiens udvikling ud, er for ”dårlige”. De rammer ikke særligt godt.
Så kan man naturligvis tænke, at det blot viser ekspertens middelmådige kundskaber hvad angår algoritmer, eller mangelfulde begrebsevne, når det kommer til epidemier. Men måske problemet nærmere er kravet om overhovedet at anvende den slags beregninger og tal til at forsøge at skabe vished. For når alt kommer til alt, så er det dét den slags tal handler om: Jagten på vished med henblik på kontrol med henblik på planlagt og derfor – er antagelsen – effektiv handling.
Du har ikke regnet den ud – der er sket noget andet
Jeg ved godt, at man vil pointere, at man med alle sine regnestykker til sidst rammer plet. Efter mange og gentagne forsøg, og det kan så få én til at tænke, at så var fejlen ikke at have den tilgang, men blot den simple, at vi ikke fik sat de rette variabler ind til at begynde med – og man har jo lov til at blive klogere. Bag en sådan antagelse ligger så, at det faktisk var muligt til at begynde med, hvis blot liiiige ….
Jeg vil til gengæld påstå, at det i virkeligheden understreger en myte om, at hvis bare man analyserer og måler længe nok, skal man nok komme tæt nok på, og derfor er det også den effektive vej frem. For det får os til at fokusere på det forkerte.
Det er nemlig ikke vores evne til at regne den ud, der bliver bedre, men derimod mønstrene i den adfærdsmæssige interaktion, man forsøger at forstå og regne ud, der bliver mere og mere stabile. Og først dér bliver de mulige at regne ud. Når mønstrene er blevet tilstrækkeligt stabile – hvilket vil sige gentager sig selv over længere tid og under mange forskellige omstændigheder. Det er med andre ord ikke evnen til at regne den ud, der bliver bedre, men derimod konteksten, der forandrer sig til en natur, som gør det muligt at have den tilgang. Og når konteksten så skifter – og det gør den – så er vi atter efterladt til andet end tal og algoritmer.
Jeg plejer at bruge billedet med den berømte og berygtede parisiske rundkørsel for at forklare. Det er først, når man kører ind i rundkørslen, ind i dynamikken og bliver en del af interaktionen, at man for alvor forstår, hvad der skal til for at komme hensigtsmæssigt igennem den. Før da kan man ikke gøre så meget andet end at tage bestik af situation, forsøge at afkode nogle enkelte spilleregler og så skærpe sin bevidsthed, ift. hvad der sker lige omkring én. Det er ledelse i konteksten.
Mere speeder og bremser, færre algoritmer og modeller
For ja, det handler om konteksten. Dén af afgørende for, hvad der er muligt, hensigtsmæssigt eller mindst/mest risikabelt. Jeg er klar over, at modeller og algoritmer kan virke dejligt konkrete, for så kan man sætte tal på og tage den derfra. Som Stefan Zweig lader sin hovedfigur ræsonnere i Utålmodige hjerter i det indledende citat. Men jeg vil vove den påstand, at i dynamiske, konstante og gensidigt påvirkende sammenhænge – så som menneskelig adfærd i interaktion med andre – dér er modellerne og algoritmerne det abstrakte. De er verdensfjerne og negligerer det, der i virkeligheden er på spil, nemlig de konstante og løbende tilpasninger ift. hvad er opstår lige nu og her. Relationerne og ikke mindst, hvad der opstår ud af dem.
Man bør derfor stoppe den evige jagt på modellen eller algoritmen, der kan regne den ud. Man må komme ned på jorden og blive konkrete i sit lederskab i stedet for at gemme sig bag abstrakte ligegyldigheder, der intet andet gør end at skabe falske illusioner om vished og kontrol.
Derfor var det da også med en vis glæde, at jeg hørte et interview med sundhedsøkonom Jakob Kjellberg på TV2 News. Han understregede netop pointen om, at det ikke er, fordi algoritmerne er dårlige som sådan – det er derimod den konstante jagt på en sandhedsskabende – i forhold til fremtiden- algoritme, der er problemet. For de kan ikke rumme virkeligheden. De kan ikke rumme de konstante og løbende tilpasninger, man som menneske gør sig, når man hele tiden udsættes for nye påvirkninger og skaber nye former for mening. De kan ikke rumme relationernes virkelige betydning. Med andre ord, algoritmerne kan ikke regne fremtiden ud!
I stedet bør vi gøre noget meget mere naturligt. Noget meget mindre abstrakt. Vi skal tænke i speeder og bremser, som Jakob Kjellberg billedliggjorde det. Når situationen er til det, kan vi trykke let på speederen, er vi på vej mod noget mindre hensigtsmæssigt, må vi trykke let på speederen – eller hårdt. Det kan godt være, som han sagde, at det ikke lyder særligt avanceret eller fancy, men det er måske faktisk, når alt kommer til alt, det allermest jordnære og realistiske. For er det faktisk ikke præcis sådan, vi gør, når vi er ude i den virkelige verden? Dér, hvor mennesker er i løbende relation til og interaktion med hinanden.
At begribe kontekster
Så ja, det handler om konteksten. I en stadigt mere forbundet og åben verden (egentlig har den altid været det, men måske først nu, at vi for alvor forstår konsekvensen) er det dén, der er den, som ofte er den afgørende faktor for, hvad der sker – og ikke en leders forventninger om eller ønsker om, hvad der vil ske. Behændig ledelse i en dynamisk og foranderlig virkelighed er derfor at begynde med konteksten. Med at forsøge at begribe den efter bedste evne, vel vidende at den aldrig lader sig begribe fuldt ud. Og NEJ, det betyder ikke flere data, mere abstrakt analyse, flere opsatte fremtidsscenarier.
Det betyder derimod oprigtige forsøg på at begribe, hvad der sker rundt om os lige nu, og hvilken betydning det kan have for den retning, vi ønsker at bevæge os i. Det er sådan set ikke mere avanceret end det. To måder – blandt mange – at kaste sig ud i forsøget på at begribe kunne være:
- At lade sig inspirere af den engels-newzealandske organisationskonsulent Bob Williams’ sprøgeramme (se nedenfor). I den tager han udgangspunkt i tre dimensioner, perspektiver, grænser og sammenhænge, som måde at begribe konteksten i al dens forbundet- og afgrænsethed. Indrømmet, spørgsmålene kan forekomme en smule kringlede, men min erfaring er, at de skaber noget: Refleksion og forståelse for, at det hele ikke er så ligetil endda. Og inspiration til handling.
Bob Williams’ systemiske spørgeramme. Kilde: http://www.bobwilliams.co.nz/systems.html
- Eller man kan lade sig inspirere af den amerikanske forsker og konsulent Cynthia Kurtz’ tilgang, Participatory Narrative Inquiry. Helt kort fortalt:
- Lad folk dele organisatoriske hverdagsfortællinger i små grupper om et specifikt tema ift. konteksten. Bed dem skrive nogle korte noter om hver fortælling på en post-it.
- Bed dem derpå i gruppen placere hver enkelt fortælling på et simpelt kanvas (se eksempel fra Cynthia Kurtz nedenfor) – det er vigtigt, at fortælleren lægger ud med at tolke betydningen af egen fortælling, men derpå i dialog med gruppen. Det gør man ved hver enkelt fortælling, hvorved der skabes dybere mening på tværs af gruppen.
- Som afslutning ser man nærmere på perspektiver, grænser, mønstre/sammenhænge, den samlede mængde fortællinger og tolkninger har skabt..
Cynthia Kurtz’ Participatory Narrative Inquiry. Kilde: https://www.workingwithstories.org/index.html
Kun ved at tage afsæt i en dybere forståelse af konteksten ud fra menneskelige meningsskabelse kan vi kvalificere handling i det dynamiske og den rodede forbundethed. Det er trods alt mennesker, der efterfølgende skal handle i den selvsamme kontekst, og derfor både påvirker og bliver påvirket af den kontekst. Det er virkeligheden. Det er det konkrete. Det abstrakte, algoritmerne og modellerne, kan vi overlade til forudsigelighedens fuldt oplyste verden.
