Okay, indrømmet – det er måske lige lovlig drastisk, altså at kyle nudging ud sammen med ispapir og halvtømte papkrus. Lad mig derfor uddybe: Jo, det kan du roligt gøre, hvis havde overvejet at bruge det som metode til at navigere i kompleksitet på.
Se således godt på titelbilledet i det her indlæg (jeg beklager pixeleringen, men jeg håber, man kan skimte det vigtigste). Tanken er, at man via de afmærkede fødder ansporer folk til at benytte skraldespanden og dermed være med til at skabe en renere by – den ønskede retning at gå i. På overfladen kan det naturligvis godt forekomme som en måde at håndtere kompleksitet på, netop fordi det har vist sig at være en umådelig kompleks problemstilling at få en generel adfærd, der hedder, at vi benytter skraldespanden frem for gaden til at arkivere vores skrald.
Og på overfladen så kan det også forekomme at minde meget om én af de væsentligste pointer inden for kompleksitets-tilgangen, nemlig de små eksperimenter frem for de predesignede løsninger. Løsningen med fodsporene udspringer nemlig af et forsøg, som forskere og studerende fra RUC gennemførte for nogle år siden. Du kan læse mere uddybende om forsøget her.
Manipulation – ikke eksperimenter
Men, men, men – rent faktisk er forsøget et fremragende eksempel på, hvordan man ikke skal anvende nudging som metode til at navigere i kompleksiteten. Der var nemlig nærmere tale om manipulation end egentlig eksperimenteren. Forsøget foregik på den travle Fiolstræde i København, hvor deltagerne fik udleveret karameller et stykke fra en skraldespand. I én udgave var der så ikke disse fodspor hen til skraldespanden, og i en anden var der. Derpå handlede det om at tælle antallet af stykker karamelpapir for at se, om fodsporene havde haft en effekt. Og ja, fodsporene havde en positiv effekt. Derfor ser man nu også disse fodspor mange andre steder.
Nu er der naturligvis intet galt i at sikre mindre skrald på gaderne, så dette er på ingen måde en kritik af forsøget. Det er derimod en kritik af dem, der bliver ved med at nævne nudging som en metode til at navigere i kompleksitet. Pointen er netop, at I forsøget ovenfor gik det udelukkende ud på at finde frem til, hvorledes man kunne manipulere en mere foretrukken handling frem for at komme i en meget specifik retning (måden at måle succesen på, ved at tælle antallet af stykker papir, understreger dette – selv om man også antyder, at andre faktorer kunne have været langt mere relevante at undersøge). Det handler med andre ord om at finde frem til, hvordan jeg opnår et resultat, som jeg har bestemt på forhånd – nemlig hvordan jeg får folk til at smide et stykke papir (som jeg i øvrigt selv har givet dem) ned i en skraldespand, som vi på forhånd har designet, og som står ret fast på bestemte steder. Dermed matcher forsøget og derfor nudging meget godt de oprindelige intentioner, som ophavsmændene til begrebet, Thaler og Sunstein, skrev om i deres bog tilbage i 2008: Hvordan får vi inden for de eksisterende økonomiske modeller folk til at agere mere hensigtsmæssigt.
En accept af uforudsigeligheden
Som skrevet i det tidligere indlæg om det her emne: Hvis man tager kompleksiteten alvorligt, begynder man ikke ved fremtiden for derpå gennem forskellige forsøg at prøve at finde frem til, hvordan vi så får manipuleret folk hen til den fremtid. Den tilgang kræver en høj grad af central manipulation, som i tilfældet med skraldespandsforsøget, over sandsynligvis længere tid, og det har intet med kompleksitetsnavigation at gøre. Hvis man havde taget kompleksiteten alvorligt, havde man udført en portefølje af små eksperimenter, hvoraf det med fodspor og en skraldespand i skrigende farver bare havde været ét af dem. Og man havde derved accepteret muligheden for en lang række af uforudsigelige udfald. Man havde med andre ord for alvor undersøgt, hvad der var muligt i systemet.
Og hvis nogen skulle insistere på, at ovenstående forsøg (og selve fremgangsmåden er ganske typisk, når vi taler nudging) vitterligt handler om at navigere i kompleksitet på kompleksitetens vilkår, så må det også konstateres, at det er et vanvittigt sats at bero en mere permanent løsning (fodspor ved skraldespande) på ét eksperiment. Pointen er, at den slags kopiering meget vel kan fise ud i sandet – langsomt, men sikkert. Det er måske nudging, men det er fortsat en predesignet løsning mod et predesignet udfald. Det udspringer ikke af systemet selv; det er ikke så at sige skabt af systemet selv – og hvis du opererer i komplekse systemer, så er der i hvert fald større risiko for, at løsningen dermed bliver mindre bæredygtig – bæredygtig forstået som accepteret af systemet.
