“Men I kan da ikke bare negligere, at en masse mennesker har fået rigtig meget ud af at drømme eller at fokusere på alt det positive! I kan da ikke bare sige, at det kan man så ikke. Vi drømmer da alle sammen. Vi har brug for at kunne drømme. Vi har brug for at fokusere på det, der virker, frem for det, der ikke virker. Kender du ikke det der eksperiment med to hold bowlingspillere…?” Nogenlunde sådan lød de nok velmente, men også lettere fornærmede toner fra én, jeg for nylig var i selskab med ved et festligt arrangement.
En organisation er ikke én
Og jo, jeg kender godt historien om bowlingspillerne, hvor holdet, der kun satte fokus på det, de var bedst til, også forbedrede sig mest. Jeg kunne da heller aldrig drømme om ikke at opfordre til at drømme eller at fokusere på det positive. Vel at mærke som individets strategi! Det er altafgørende. Den helt store fare opstår nemlig, når mange af disse tendenser, der udspringer af at arbejde med den individuelle psyke eller individuel udvikling, pludselig sniger sig ind og bliver en organisatorisk strategi. Og ikke mindst som en strategi til at håndtere kompleksiteten. Hvorfor?
- Overdrevet positive stemninger har det med at skabe hurtigere konsensus end kritiske stemninger. Og hvis der er noget, der er en elendig strategi i det komplekse, så er det konsensus og konformitet. I det komplekse ønsker man perspektiver – positive og negative perspektiver. Uenigheder. Dynamikker. Hvis man er i det komplekse, og man ønsker at blive klogere på det, man står i, så gør alt hvad du kan for at undgå konsensus!
- Mange af disse “drømme”-tilgange og “positiv tænkning”-tilgange har det med at arbejde med fremtidige drømmescenarier eller ønskede fremtidige drømmetilstande. Det kan være en okay strategi, når vi taler individer (jeg har selv set mange få rigtig stor gavn af det), men dybt problematisk, når man taler om at skabe noget for en stor (ofte meget stor) gruppe af individer, som en organisation er. For en organisation er ikke én organisme. Den er ikke én hjerne. Den er ikke ét hjerte. Og den SKAL heller ikke være det, for så kan den ikke navigere i det komplekse, jvf. første punkt. En organisation er en myriade af hjerner, hjerter og organismer, der i et væld af ofte ganske ustyrlige og uforudsigelige interaktioner skaber noget sammen. Man kan højst skabe en visionær retning for disse myriader inden for visse rammer og med visse grænser, der ikke må overtrædes. Men at tro, at man kan styre dem frem til en fremtidig drømmetilstand er en vanvittig strategi, og – vil jeg tro – den absolut væsentligste grund til, at så mange forandringsprocesser slår fejl. Der sker stort set altid noget andet, end vi havde forudset, når først folk begynder at handle og interagere og tolke meningen med interaktionen og handlingen.
- En anden problemstilling med disse drømmende fremtidsbilleder er, at de ofte er fuldstændig afkoblet fra dér, hvor vi er lige nu. Kender I ikke det, at ledelsen har været i Nice (eller i disse tider måske “blot” på Bornholm) og har udtænkt den helt store vision – selvfølgelig altid, for guds skyld altid, med en handleplan i posen for, hvordan I nu får lukket gapsene. Men når de så kommer hjem og præsenterer det, så synes handleplanen på én eller anden måde verdensfjern. De vil nok selv sige fremtidssikret eller visionær, og det kan den også sagtens være. Men det ændrer ikke ved problemet. Problemet med den måde at arbejde med drømme på rent organisatorisk er nemlig, at man i stedet for at begynde med et nu, begynder man ved en ønsket fremtid, altså hvor eller hvad vi gerne vil være. Det kan godt være, at man først har lavet en SWOT og derved er nået frem til, hvad man hellere må sørge for at være om nogle år, hvis man vil klare dén og dén forudsete fremtidige konkurrencesituation eller borgerforventning. Men man begynder ved fremtiden, når planen skal lægges, i stedet for ved nutiden.
- Nå ja, så er der også det helt umiddelbart logiske argument, at organisationer ikke drømmer. Det gør individer. Organisationer er en strøm af individuelle handlinger, og man kan nu engang ikke handle i fremtiden. Termodynamikkens lov står ved ret.
For mange revolutioner, for lidt evolution
Så selvfølgelig er der ingen tvivl om, at organisationer lever stærkt på, at dets individer drømmer. Og at flere kobler sig på disse individers drømme. Men pointen er, at når det kommer til helt konkrete hverdagshandlinger, er det dybt problematisk, hvis disse handlinger udspringer af en forestilling om drømmen, frem for ud fra, hvad der er muligt nu og her. Vi burde i langt højere grad have fokus på, hvilket potentiale vi står med lige nu i forhold til at skabe en positiv udvikling i en hensigtsmæssig retning. Vi burde tænke langt mere evolution end revolution. Vi burde tænke i små forandringsskridt frem for de store og “nævneværdige”. Som vi har skrevet tidligere, er store forandringsprocesser jo intet andet end beviset på, at du ikke forstod at tilpasse dig lige nu og her, mens udviklingen foregik.
Det paradoksale er rent faktisk, at vi godt ved, at verden bevæger sig hurtigt af sted, og at den er i konstant forandring, hvilket så dog kan få os til at tro, at vi hele tiden skal have så pokkers travlt med nærmest at være foran verden, hele tiden være et – eller en masse – skridt foran. Udfordringen er blot, at vi i det ræs glemmer for alvor at have fokus dér, hvor vi er lige nu. Vi forstår ikke vores udgangspunkt, eller måske endda ikke, hvad vi kommer af. Men dette er den altafgørende faktor for at kunne bevæge sig mod drømmene, ikke drømmene selv. Det er først, når organisationer begynder at interagere realistisk i deres nu og her, at drømmene kan begynde at give mening.
I vores bøger Projektkompasset og UVIS – Ledelse mellem kaos og kontrol kan man i øvrigt få masser af fif og konkrete metoder til, hvordan man i eksempelvis sine projekter og forandringsprocesser anlægger den tilgang, jeg har beskrevet her i indlægget.
Billedet til dette indlæg: Hele den her snak fik mig til at tænke på dengang, jeg for en studiestund boede i Australien og havde det privilegium at få dybere indsigt i aboriginernes levevis (om end jeg på ingen måde skal foregive, at jeg nogensinde helt forstod den, sådan åndeligt). Deres drømme, ellers deres drømmetid, er ikke drømme om fremtiden, men er en gengivelse af fortiden – og med de drømme som en del af dem bevæger de sig så ud i fremtiden. Drømmene er med til at skabe et virkelighedsnært billede af dér, hvor de er lige nu som udgangspunkt for at bevæge sig videre, snarere end at være drømme afkoblet fra virkeligheden.
