Østrig har netop indkaldt til nyt krisemøde i EU. I Danmark er man på nippet til igen-igen at vedtage nye indgreb på asylområdet (og det strømmer ind med bud på, hvad sådanne indgreb kunne være). I Norge bliver en bygning tiltænkt asylansøgere brændt ned. Og så har vi end ikke nævnt noget om tilstanden på jorden i Tyrkiet og i Grækenland. Ja, man kan vel godt tillade sig at sige, at til trods for en masse politisk handling (møder, aftaler, planer) sidder man måske nok fortsat tilbage med en fornemmelse af, at politikerne må føle sig fanget i en båd på lettere oprørte vande. Men som vi har beskrevet i de to foregående indlæg i denne serie, så er det sådan set slet ikke så mærkeligt. Det mærkelige er nærmere, at man – og med ‘man’ mener jeg politikere og befolkning i skøn tosomhed – bliver ved med at tænke, at det hele handler om styring og kontrol. Eller at man i hvert fald taler ud fra den logik.
Vi har jo forklaret rigeligt om, hvorfor vi gennem kompleksitetens linse forekommer mærkeligt, så nok om det. Her ville vi blot som lovet i Del II komme ind på yderligere et par ting eller tre, som vi måske kan lære af den situation. Det er i ligeså høj grad ment som tanker og refleksioner end nødvendigvis gennemarbejdet indslag.
- Selv om det ikke udelukkende er sådan, så synes man fra politisk hold ofte at være fanget i lysten til at gå efter kernen af problemet, og den kerne forsøger man så at finde frem til gennem analyserne. Det lyder jo også logisk nok, for vi bliver jo også trænet i root cause analysis og den slags. Problemet er bare, at i en situation som flygtningesituationen, så er der ingen kerne at gå efter. Vi kan ikke længere bruge en logik som: Dér sidder bagmændene, så dem skal vi ramme; dér kommer flygtningene først hen, så dér skal vi for alvor sætte ind; dér kan flygtningene krydse grænsen, så dér bygger vi et hegn eller indfører central grænsekontrol etc. Det kan naturligvis godt være en løsning på lokalt plan, men når en situation ikke længere blot kan anskues lokalt, så er det en udfordring. Altså med mindre man så at sige helt vil smække dørene i og leve udelukkende indenlands – hvilket vel ret beset er en umulighed i dagens åbne system. I flygtningesituationen er der en meget tydelig decentral kontrol, hvor nye bevægelsesmønstre konstant popper op på baggrund af ofte helt udforudsigelige ting. Systemet tilpasser sig jo nemlig konstant de forandringer, der sker, og en ny bagmand popper op; en ny grænseovergang findes etc. Og det leder til:
- At når man ikke kan gå efter en kerne, og man ikke kan forudsige mønstrene (hvis man kunne, havde man jo for længst løst krisen), så må man gå fra en styringslogik til en påvirkningslogik. Jeg er naturligvis klar over, at man også fra politisk hold er fuldt bevidste om det, men man tør ikke anlægge det som en egentlig strategi fordi:
- Det kan være dyrt og en langstrukken affære, hvilket ikke er godt, når man som politiker føler sig tvunget ud i at skabe effekt nu og her.
- Det er heller ikke en så behagelig strategi, for når vi taler om at skulle påvirke frem for at styre og kontrollere, så ved vi også godt, at den direkte konsekvens er, at vi må erkende, at vi ikke kan garantere, at lige præcis det forsøg på at påvirke skaber den eller den ønskede effekt. Så åbenbart hellere gang på gang og erkende, at “… ja, lige dér fik jeg så ikke ret, men den her gang, dér har vi fundet en løsning der ….”.
- I en påvirkningslogik, hvor de små forsøg er den konkrete metode, handler det som nævnt ikke længere om analyser og eksperter, men derimod om meningsskabelse, og det forbandede ved en sådan proces er, at den ikke kan styres centralt. Jeg påvirker, men må så hele tiden vente på, hvilken mening der opstår ud af denne påvirkning. Jeg kan så selvfølgelig gøre noget yderst drastisk over for dem, der ikke får den mening ud af det, jeg gerne ville, men jeg tror godt, man kan fornemme, at så går det for alvor galt (med drastisk mener jeg slet ikke, at man blot afviser dem ved en grænse; jeg mener drastisk).
- Jeg ved godt, at jeg med dette punkt løber en stor risiko for at lyde politisk, men det er ikke meningen. Det er en gylden regel, at når du står i en krisesituation, så kan du vælge at håndtere den ved at forsøge at få lappet alle hullerne, få styr på det hele – men du kan også supplere denne indsats ved at se på, hvilke muligheder denne nye krisesituation giver. Når kriser opstår og kaos indtræffer, skyldes det som nævnt i de forrige indlæg om dette emne, at en forbundethed i systemet, spindelvævet, der på magisk vis holder sammen på det hele, brydes, så det er helt umuligt at finde hoved og hale i noget og det opleves voldsomt ustabilt. Med mindre dette spindelvæv aldrig spindes igen (hvilket er lig med død), så skabes der jo langsomt nye forbindelser i systemet – og det er præcis de nye forbindelser, der indeholder muligheder. I en påvirkningslogik er man klar over dette, for det er rent faktisk det, man forsøger at gøre. Man vil så at sige skabe nye neuron-baner i systemets decentraliserede hjerne. I en styringslogik vil man mene, at man med sin predesignede løsning allerede har klarlagt, hvilke neuron-baner der vil komme ud af det, og man er derfor meget langsom i sin “opdagelse” af, at noget helt nyt er opstået.
Her på falderebet, inden alt kommer til at lyde som en politiker-kritik, så er det jo vigtigt at pointere, som jeg allerede har gjort nogle gange, at det ligeså meget er befolkningen, der er med til at opretholde denne styringslogik. Vi efterspørger handling og effekt og løsninger og klart svar på hvad det fører til etc., uden at vi aner, om det overhovedet er muligt. og derudover er det jo ret vigtigt også at understrege, at politikerne jo er underlagt et hav af regler, formalia, processer og procedurer, som måske ikke just skærper deres muligheder for at handle hurtigt med de små forsøg og lokale eksperimenter, som vi har talt om. Meeeennnn …,
