Da jeg for nylig talte med én af mine gode venner om det her med kompleksitet, var hans allerførste kommentar: “I har det godt nok med at ville gøre det hele ret svært”. Sagt med et glimt i øjet, naturligvis (derfor kunne jeg heller ikke lige dy mig for at bruge det valgte billede, som du i øvrigt kan finde her). Men indrømmet, det er jo på mange måder en nærliggende tanke at tænke, altså at vi blot har dette fokus, fordi vi på den måde kan få det til at fremstå vanskeligt at håndtere eksempelvis forandringsprocesser eller bare dagligdags ledelse – og at man da derfor skal bede sådan nogen som os om hjælp.
Kompleksiteten bliver mere og mere relevant at forholde sig til
Det vil man med al sandsynlighed fortsat kunne skyde os i skoen efter dette indlæg, og ja, vi anerkender gerne, at kompleksitet kan være vanskeligt at begribe og helt se relevansen i som andet end en akademisk øvelse. Men først og fremmest er vi nu optaget af området, fordi det efter vores mening bliver mere og mere relevant at være i stand til at acceptere kompleksiteten på kompleksitetens vilkår, hvis man skal sikre en fortsat effektivitet, udvikling og tilpasningsdygtighed i virksomheder og organisationer. Hvorfor har vi allerede givet nogle bud på i tidligere indlæg, men lad os prøve at uddybe med et par aspekter.
- Hvis verden vitterligt bliver mere og mere kompleks*, bliver det også mere og mere relevant at forholde sig til den ud fra andre parametre end dem, der på mange måder kræver en væsentlig grad af forudsigelighed. Eksempelvis balanced scorecard, projektmodeller, gap-analyser, forecasting og backcasting i forbindelse med blandt andet strategiprocesser bygger alle på grader af forudsigelighed – altså at man ved at analysere situationen til sidst kan beskrive, hvordan man så rent konkret planlægger en vej hen til et ønsket mål. Men hvis vi opererer i komplekse systemer, så er denne forudsigelighed ganske enkelt ikke til stede – og det er en umulighed at analysere sig frem til den ved at analysere “gammel” data. Det er en væsentlig grund til, at rigtig mange eksempelvis organisationsudviklingsprocesser slår fejl: Man antager alt for ofte at “have fundet vejen” ud fra ønsketænkning, vanetænkning eller ganske enkelt mangel på viden om, hvad der er muligt i systemet.
- Jo klogere vi bliver på, hvordan komplekse systemer agerer, jo mere bør vi ganske enkelt også udnytte den viden – for vi lever ikke længere i en simpel verden, hvor årsag og virkning er nemme at få øje på. Man kan sikkert argumentere for, at i tidernes morgen var disse årsag-virkning-sammenhænge så åbenlyse, at vores hjerner udviklede sig til at forholde sig til det – og vi er siden blevet eminente til netop at finde disse sammenhænge. Problemet er bare, at vi ofte “finder” sammenhænge, der aldrig var der til at begynde med. Vi ser dem i retrospekt og tror, at de var der til at begynde med. Men sandheden er, at den helt specifikke årsag-virkning udelukkende opstod ud af de helt konkrete handlinger, der blev gjort i den helt konkrete kontekst med de helt konkrete forudsætninger, der var til stede på det helt konkrete tidspunkt – og at der derfor opstod et helt konkret mønster, hvis gengivelse er nærmest en umulighed. Næste gang du skal handle for at skabe et lignende resultat, ja, hvad er oddsene for, at du rammer de helt samme konkrete forudsætninger, handlinger, ja, tidspunkt, hvor ikke for meget har ændret sig … ? Det er kompleksitet, der vil noget – og ja, det kan virke som opskriften på apati og handlingslammelse, men vores pointe er jo netop, at ved at skele kraftigt til kompleksitetsteorien, så kan vi faktisk begynde at træne og lære det at agere ret effektivt i uforudsigelighed.
* Jo mere forbundet verden bliver, jo flere muligheder er der for, at noget kan påvirkes, og konsekvensen er dermed en stigende grad af uforudsigelighed – og uforudsigelighed er i bund og grund kompleksiteten gjort eksplicit.
