“So the One Orb has imploded – now the foams are alive”
(Peter Sloterdijk, Foams: Spheres Volume III: Plural Spherology)
Nu skal jeg skynde mig at erkende, at jeg ikke har læst hele den tyske filosof Peter Sloterdijks monomentale Sfære-trilogi (til det har jeg brug for liiige lidt mere tid). Alligevel fik hans tredje bind sat nogle tanker i gang. Ikke fordi, det handler om forandringsledelse, men fordi det skabte nogle associationer i den retning for mig.
For hvad er en forandring – i organisationer, i samfund: et sæt legoklodser, vi skal have til at passe bedre sammen, eller en konstant tilpasning af noget dynamisk, noget levende, som vi langt hen ad vejen ikke er i kontrol over? Noget levende, hvor noget skabes, noget forsvinder, noget popper op, noget imploderer, uden at man som eksempelvis forandringsleder bestemmer hvad og hvordan.
Maskiner eller skum?
Selvfølgelig kan man forandre en maskine som et sæt legoklodser. Tage dens enkelte dele ud og erstatte dem med andre, så maskinen bedre kan leve op til det, man gerne vil have, den skal gøre. Eller være bedre tilpasset en ny virkelighed. Eller man kan bygge en helt ny maskine.
Men den menneskelige verden er ikke nogen maskine. Det har altid forekommet mig uendeligt problematisk at omtale eksempelvis en organisation eller et team som “en velsmurt maskine” – for hvis der er noget, maskiner ikke kan, er det at reflektere over og løbende intelligent tilpasse sig udefra- eller indefrakommende forandringer.
Det fik mig som sagt til at tænke på den tyske filosof Peter Sloterdijks billede af samfund som skumdannelser. Virkeligheden er blevet så kompleks, at simple gengivelser af samfundet udvander det selvsamme samfund på en måde, der gør, at man ender med ikke at forstå noget som helst af det. Man kan ikke længere begribe samfundet og derfor heller ikke dele af det, som organisationer er, som én enhed. Skummet er vækket til live.
Jeg er klar over, at Peter Sloterdijk bruger skummetaforen i en langt mere omfattende og betydende forstand, end jeg gør her, men alligevel. Det er billedet af, hvordan vi som individer kobler os på hinanden, og måske, måske ikke formår at åbne os op over for hinanden, og derved blive en ny boble så at sige. Eller boblen springer ved berøringen.
Måske man også kan opfatte organisationer på samme måde? Noget sker, nye skumdannelser – eller bobler – piskes op. Også når der skal laves forandringer. Ja, måske især, når der skal laves forandringer, hvor man ofte har en tendens til netop at piske ekstra hårdt i vandene. Skummet er dynamisk. Det udvider sig, men kan også falde sammen. Skummet har ikke noget centrum. Det er kompleks og sammenkoblet på sindrige måder, hvor det som oftest er umuligt at gennemskue, hvad der vil ske, hvis man piller lidt et bestemt sted. Eller det er umuligt at markere rene snitfalder for hver enkelt boble – hvilket i en organisatorisk kontekst vil sige snitfalder for, hvem der har ansvar for hvad; hvem der må beslutte hvad; hvem der skal reagere på hvad.
Forandringsledelse som en nænsom disciplin
Jeg kom til at tænke på det, fordi man efter min mening ofte har en alt for rationel tilgang til forandringsledelse. Og en alt for brutal tilgang. Ikke at man bevidst er brutal – om end det sker – men ubevidst, uden sans for hvad det er, man for alvor har med at gøre: skumdannelser og en dynamisk kompleksitet, der ikke lader sig underkaste lego-mesterens ingeniørkunst. Faktisk vil en sådan tilgang nærmere ødelægge skumdannelserne, om man vil det eller ej. Deri det brutale.
Men hvordan ville man så måske tænke og gå til forandringsledelse, hvis man brugte skumdannelser som et billede på det levende, og samtidig skrøbelig, man har med at gøre? Jeg tænker, at man …
- ville gå langt mere nænsomt til værks med en accept af i udgangspunktet at have med noget ustyrligt at gøre.
- ikke ville have så travlt med at forsøge at designe og sætte bobler sammen – man ville langt mere fintfølende fornemme, hvad der skabes ud af den lette pisken.
- ikke ville tænke, at man kunne fremtrylle de perfekte bobler og på bedste ingeniørvis sætte dem sammen med andre bobler.
- ville have langt større blik for, hvad der skulle til for at én boble kunne koble sig let til en anden uden at springe
Fordelen ved at tænke organisationer som skumdannelser frem for andre metaforer – som eksempelvis økosystemer, rodsystemer, netværk – er for mig netop det nænsomme. Det handler ikke blot om, at alt hænger sammen, er ustyrligt og lidet gennemskueligt. Altså komplekst og præget af uforudsigelighed. Det handler også om, at man har med noget at gøre, der nemt ødelægges. Klasker sammen. Det kræver en fintfølende forståelse, en stærk etik og solid indlevelsesevne, før man begynder at piske i den slags.
Man kan i øvrigt læse mere om vores tilgang til forandringsledelse her.
