Man acts as though he were the shaper and master of language, while in fact language remains the master of man.
(Martin Heidegger)
Har du også undret dig over, hvorfor vi går rundt og taler om “social distance”? I virkeligheden er det jo ret misvisende og kunne vel vise sig decideret skræmmende, hvis det rent faktisk var det, vi skulle gøre. Og heldigvis er det jo også noget andet, der sker. Vi holder fysisk afstand, men jo ikke social afstand. Vi er sammen på nye måder, som naturligvis ikke er på samme sociale måde som tidligere, men vi gør trods alt en del for alligevel at forsøge at være sammen.
Det er i virkeligheden et stærkt misvisende udtryk, som i bedste fald blot er det: misvisende – men i værste fald skaber stærkt uhensigtsmæssige forestillinger og tanker om, hvad der er det rigtige at gøre.
På den måde betyder sproget jo noget. Og det siger noget om, hvor fanget vi er i vores sprog og hvilken betydning det har for ikke bare vores forståelse af noget, men også de handlinger, der følger efter. Tag nu eksempelvis det politiske sprog, der omgærder hele tilgangen til coronakrisen og vores møde at håndtere den på.
Det interessante i måden at kommunikere på har været, at man egentlig ofte har erkendt de store grader af uvished i hele håndteringen af krisen. Spørgsmålet er så, om sproget har fulgt med – eller om vi er fanget i en slags vanlig sprogform, som så samtidig låser os i vores tilgang?
Er sproget fulgt med uvisheden?
Jeg faldt for nylig over nedenstånde to pyramider, som ret godt fik illustreret mine refleksioner; for der var ét eller andet, der ikke helt stemte: Brugen af ord og vendinger som ‘uvished’, ‘ubekendte’, ‘ubetrådt land’, ‘sejle uden søkort’, ‘en dynamisk udvikling vi ikke kan forudsige særligt langt ud i fremtiden ,for det afhænger af’. Men det synes konstant at blive udfordret af et helt andet sprog; et sprog, vi tilsyneladende er så voldsomt fanget i, måske fordi vi er fanget i en bestemt tilgang.
(Billederne ar lånt fra den sydafrikanske antropolog Marguerite Coetzee, der står bag firmaet Omniology)
Den egentlig “sandhed”, for så vidt at det overhovedet giver mening at tale om en sådan, er nok i virkeligheden, at begge former for sprog er nødvendige. Udfordringen synes dog måske at være, at så megen handling er formet rundt omkring sproget i den røde pyramide. Tænker vi, at det er det effektive? At det er mere “sikkert”.
Det er et sprog, vi har hjemme i, for det lægger helt naturligt op til handlekraft, til styring, til klare strategier, til en masse kontrol. Den slags, vi vel intuitivt tænker er det, der skal få os ud af det her. Alt andet vil da være for vagt, for løst, for meget præget af uvished. Det er måske derfor, det konflikter så meget i mit hoved, når mange politikere så samtidig bruger de ord og vendinger, jeg nævnede ovenfor. Man forsøger at “løse” uvisheden – eller efterspørger at få den løst – med styring, central handlekraft, tydelige strategier, klare udmeldinger om hvornår og hvordan. Men en egentlig accept af uvisheden og den dynamiske kompleksitet, vi befinder os i, kræver et supplement, hvis det skal være ægte.
Fanget i sprog og handlinger
Hvis nu vi også omfavnede sproget i den grønne pyramide, ville vi muligvis åbne op for helt andre handlemuligheder. En langt mere udforskende og decentral strategi parallelt med en mere klassisk strategi. Det interessante er endda, at rigtig meget af det, sproget i den grønne pyramide læner sig mod, allerede er det, der sker, og som lige nu er med til rent faktisk at finde masser af lokale løsninger og svar. Vi kan måske bare ikke rigtig få os selv til at sige det, for vi er usikre på, hvilken betydning det har for vores handlinger.
Vi er fanget i et sprog og nogle handlinger, der muligvis spænder mere ben for os, end vi tænker. Fordi vi tror, at vi hersker over sproget. Risikoen er, at vi ender med at kæmpe mod floder, og den slags …
