“Nudge or yank (sic)” (“Puffe eller trække”). Sådan lyder titlen på ét af David Snowdens seneste blogindlæg, som jeg kun kan anbefale, at man læser. Jeg vil ikke begynde at plagiere her, men grundlæggende er pointen, at nudging – der jo er blevet et almindeligt anvendt begreb – i sin grundessens klart kan understøtte navigering i det komplekse. Egentlig svarer det til det, Snowden (og vi) kalder “små eksperimenter” eller safe-to-fail experiments. MEN, alt for ofte bliver nudging anvendt på en måde, der slet ikke har med navigering i det komplekse at gøre – faktisk er det ren og skær misbrug og tenderer grov manipulation! Hvorfor?
Fordi man ikke gør det på kompleksitetens vilkår. I stedet for at tage udgangspunkt i dér, hvor folk er nu, og hvilken udvikling det gør mulig, så ender man i den gamle trædemølle, hvor man opstiller et ønsket fremtidsscenarie og så begynder man at … nudge? – nej præcis ikke, man begynder reelt set at trække og skubbe folk hen mod dette fremtidsscenarie. Man ved med andre ord lige præcis, hvor man gerne vil have folk hen, og så bliver nudging netop til manipulation.
Skubber og trækker i stedet for at tillade fremkosten af
Nudging som mere defineret begreb stammer – så vidt jeg ved – fra Thaler&Sunstein, der arbejder inden for adfærdsøkonomien. Deres egen definition på nudge lyder:
“any aspect of the choice architecture that alters people’s behavior in a predictable way without forbidding any options or significantly changing their economic incentives”.
Det handler med andre ord om at ændre beslutningskonteksten på en måde, der sandsynliggør muligheden for, at individer træffer mere hensigtsmæssige valg. Det klassiske eksempel er fluen i pissoiret, en flue der åbenbart får mænd til at sigte bedre. Problemet med det er, at det hele bare bliver en ny måde at få folk til at gøre det, jeg gerne vil have dem til at gøre. Og derfor igen en tanke om, at hvis mennesket ikke er rationelt, så skal vi hjælpe det til at blive det. Det åbenlyse problem er, at man så igen, igen ikke udnytter kompleksitetens potentiale – eller rettere, man underkaster sig ikke uforudsigeligheden og anerkender, at den indeholder lang større muligheder, end jeg kan begribe.
Jeg kom til at tænke på det, fordi vi har indledt et arbejde med en ledergruppe i en virksomhed, hvor de netop har erkendt, at de egentlig bare har taget et nyt ord til sig og en ny metode, men de anvender den med en traditionel opfattelse af den kontekst, de arbejder i – at de kan nogenlunde kontrollere både et resultat af en forandringsproces og udfaldet af den (der er stor forskel på de to – output vs. outcome). De begår i princippet samme fejl, som Thaler&Sunstein gør i deres bog, hvor de trækker nudging-begrebet ind som et middel inden for de traditionelle økonomiske modeller, og så ender det med, at man skubber og trækker, mere end man egentlig handler på kompleksitetens vilkår. Det er en kæmpemæssig ledelsesmæssig brøler, der så tit bliver begået, og som ofte giver anledning til frustrerede ledere, der ikke kan forstå, hvorfor de ikke kan få folk “med på den”. Nudging bliver komplet udhulet på denne måde og er meget ofte derfor ikke nogen måde at navigere i det komplekse på. Og ja, derudover så er det rent etisk ganske enkelt dybt problematisk.
Man må acceptere uforudsigeligheden
I det komplekse hverken skubber eller trækker du folk et forudbestemt sted hen. For det første accepterer du uforudsigeligheden og usikkerheden, og at du derfor ikke kan trække folk et bestemt sted hen – for når folk først begynder at interagere, så sker der bare ting, du på ingen måde kan forudse, og vel at mærke ting, der kan være både gode og dårlige – og præcis dét indeholder en væsentlig pointe. For det andet, så begynder du ikke ved fremtiden, når du går i gang med at nudge – eller laver de små eksperimenter. Du begynder med et lige nu og her, der hvor folk er – finder ud af, hvad der er muligt i det nu og her – og så eksperimenterer eller nudger du for at finde frem til, hvad der skaber den hensigtsmæssige adfærd eller de hensigtsmæssige narrativer for at komme ikke et ønskværdigt sted hen, men i en ønskværdig retning.
Med andre ord: Du bliver nødt til at slippe “kontrollen” med fremtiden og i stedet blive langt bedre til at håndtere det nævnte nu og her. Det indeholder nemlig altid et enormt potentiale og ofte en langt mere menneskeligt bæredygtig proces.