Knowledge is not determined in advance of our experience; things of strategic and economic relevance are not waiting to be discovered, but are invented as we go.
(Robert Chia and Robin Holt, Strategy without Design)
Citatet har hængt ved, siden jeg første gang læste Chia og Holts fremragende bog Strategy without Design – mest lidt i baghovedet, men det dukkede frem allerforrest for nylig. For mig handler citatet om, at vi (eller nogen) måske render rundt med nogle helt misforståede tanker om, hvordan en organisation “ser ud”, og hvad den gør og kan.
Jagten på forudsigelighed svækker effektiviteten
Jeg har ofte siddet og stået i diskussioner med folk om, hvad pokker en organisation i virkeligheden er. Og jeg ender tit med at skulle forholde mig til fraser som “sammentømret enhed”, “velsmurt maskine”, “fælles mål”, “stabil og afgrænset enhed”. Når jeg spørger ind til, hvorfor man har det billede af en organisation, er der mange forskellige forklaringer, men det synes som regel at bunde i, at man tænker, at hvis organisationen er lige netop dét, så er den effektiv – og er der er noget, der efterspørges, så er det evnen til at være effektiv.
Som man måske kan fornemme, skærpes min kritiske sans, når jeg hører den slags udsagn. Ikke at de er løgn og latin, eller ikke har nogen gang på jorden. Jeg tror bare, at vi gør os selv en bjørnetjeneste (for de eventuelt yngre læser, så er dette af negativ betydning) ved at tænke på organisationer som nogle, der er nødt til at efterstræbe stabilitet for at være effektive.
I min snævre verden kan jeg slet ikke få det til at hænge sammen, at netop denne form for stabilitetstanke om organisationen skulle føre til effektivitet. For mig leder det organisationerne direkte ind i en blindgyde af tiltro til, at viden skal afdækkes, før vi kan handle. Hvis bare vi kan finde de rette strukturer og processer, så er vi på høj fast grund. Hvis bare vi kan finde frem til, hvordan maskineriet skal fungere, så handler det blot om at finde den rette olie – eller de værktøjer, der kan fikse et givent problem; for vi accepterer trods alt, at problemer kan opstå. Eller udfordringer.
Fulde af løgn
Men prøv lige at kigge på verden, som den er. Prøv lige at træde ud i den organisatoriske virkelighed, og fortæl mig så, at denne virkelighed kan afdækkes og gøres smuk som en sti, der fører os frem til målet. Fortæl mig, at man i en virkelighed at konstante påvirkninger og dynamiske interaktioner kan forvente, at du, lige præcis dig, via de helt rigtige værktøjer kan fortælle os, på forhånd, hvad der kommer til at ske. Eller hvad der skal til, for at dette eller hint kan komme til at ske. Det kan kun dén, der er blevet opdraget med, at sådan skal det da være, tro og derfor sige. Men virkeligheden er en anden.
Jeg bliver nødt til at sige det, som det er: Dem, der kommer til dig og fortæller, at den sti kan de afdække for dig, i din organisation – de er ganske enkelt fulde af løgn! Maskineriet findes ikke. Stien findes ikke. Tro dem kun, hvis de først og fremmest er villige til at tage turen med dig ned i det sumpede lavland og acceptere vilkårene dér. Hvis de ikke har modet til at til at være ærlige og sige, at måske – bare måske – kan de ikke finde vej i din organisation, så lad være med at tro på dem.
Virkeligheden foregår i det sumpede lavland
For det sumpede lavland er dér, hvor en organisation for alvor får gjort noget. Effektivitet findes ikke på høj, fast grund via stier afdækket på forhånd, men derimod i dette lavland og i organisationens evne til konstant at tilpasse sig grundens svingede karakter. Grene, der klasker dig i hovedet. Vådt, tørt, noget midt imellem. Uforståelige lyde, påpasselighed og nysgerrighed. Viljen til at komme frem og accepten af mit udgangspunkt – jeg kan ikke snyde i sumpen og træde ud i drømmescenarier og vupti…! Sumpen vinder, hvis ikke jeg handler på dens vilkår.
Effektivitet kommer, når vi accepterer, at målet ikke er stabilitet og at være låst fast i synergieffekter, cash cows og evnen til at regne den ud. Effektivitet er at være i stand til at navigere i det sumpede lavland og ud fra det lægge nogle stier, inden jeg atter springer ned i lavlandet for at finde frem til nye stier, der kan lægges. Med andre ord: Organisationer er ustabile OG stabile, og kun derfor overlever de.
P.S.: Udtrykket “on high, hard ground or in swampy lowlands” stammer fra Donald Schön. Det var hans måde at tale om positivismen og dens forsøg på gennem rationelle analyser at skabe forklaringer, der kan ordineres til enhver given kontekst og vise vejen til målet (high, hard ground) sat over for dem, der omhyggeligt accepterer et helt andet landskab præget af uforudsigelighed, rod, intuition, prøven sig frem for at finde vej i det, der mest af alt minder om, ja, virkeligheden (swampy lowlands).
Kynikeren ville sige: Illusion sat over for virkelighed – og til sidst vinder …
