Det er som bekendt et klassisk menneskeligt træk at ville se orden, eller ville skabe orden, hvis man oplever, at der ikke er nogen. Vi vil gerne have styr på tingene og forsøger derfor at fremmane forudsigelighed. Desværre er det en ofte illusorisk forestilling, som kan vise sig ganske uhensigtsmæssig.
Bevares, pointen her er slet ikke at begynde at postulere, at alt bare er ikke-orden (altså det modsatte af klassiske orden, hvor årsag-virknings-sammenhængene er evidente). Der findes skam masser af orden – sådan set på overfladen. Vi støder tit på klassiske eksempler såsom trafikken, en strømlinet produktion eller adfærd på en simpel hjemmeside som beviser på, at der skam er masser af forudsigelighed. Og det er jo sådan set også rigtigt. Eller ja, er det?
I ingen af de nævnte tilfælde – og det gælder i øvrigt for stort set alle organisatoriske tilfælde – fandtes der jo på forhånd nogen newtonsk afdækket objektiv orden, man sådan bare lige kunne lægge ned over systemet og vupti, så kom der orden. Der er orden, fordi vi har vedtaget, at hvis vi alle følger de her regler, så vil der være orden. Og der er vel at mærke ikke tale om regler, som man satte sig ned og vedtog i sin fulde form en dag i marts sammen med en række eksperter. Nej, der er tale om regler, der som oftest er vedtaget på baggrund af den adfærd, der er opstået i systemet. Altså “Erfaring viser os, at hvis vi …“. De er et resultat af en evolutionær udvikling.
En risikabel illusion
Den slags simple betragtninger kan måske virke lidt ordkløveriske, en hønen og ægget-diskussion, men faktisk har det ret stor betydning, eksempelvis ifm. organisatoriske udviklingsprocesser eller eksekvering af projekter. Hvorfor? Fordi, hvis vi netop har bildt os selv ind, at der faktisk eksisterer en art a priori orden, så…
- har vi en tendens til at tro, at selv om vi måske nok skal lave nogle organisatoriske forandringer, så tror vi, at vi kan sidde og designe de nye regler på forhånd i ledelsens eller forandringsagentens laboratorium og så lægge dem ned over systemet. Vi glemmer, at ingen organisatorisk orden er kommet til på den måde.
- tænker vi, at vi skal designe vores forandringsproces eller vores projekt til at passe ind i den ordnede – men desværre illusoriske – udgave af organisationen. Derfor billedet til det her blogindlæg. For hvad er det i virkeligheden, din forandringsproces eller projekt skal “passe ind i”? Og har du taget højde for det?
Ethvert projekt, enhver forandringsproces foregår og skal leve ude i det levede liv, ikke i isolerede laboratorier. Forestillignen om at kunne sætte det levede liv på formel er ikke bare en illusion, det er en direkte risiko i projekter og forandringsprocesser. Forestillingen betyder, at man mister blikket for det, der for alvor betyder noget – hvilket ikke, er hvad der står i planen, men derimod hvad der løbende opstår ud af det, det bliver gjort.
Det er som på billedet til det her blogindlæg: Hvor leves livet? Hvor skal jeres projekter og jeres forandringsprocesser leve?
