Hvor meget kan vi egentlig sætte det menneskelige system, eller samfundet, på formel? Hvor meget kan vi tillade os at antage, at vi kan regne ud og derfor tage seriøse diskussioner ud fra? De spørgsmål blev for nylig atter relevante, da Finansministeriet kom med resultatet af, hvad en gennemførelse af Liberal Aliances økonomiske politik ville medføre.
Regnemodeller har ikke regnet den ud
Nu skal jeg skynde mig her at sige, at dette ikke er noget politisk indlæg og derfor ikke nogen støtte til eller kritik af den specifikke politik. Det handler om at se nærmere på, hvorledes den slags udregninger kan blive ganske problematiske, hvis man ser det gennem kompleksitetens linse. For ja, det er jo den slags udregninger, man bruger i alle mulige sammenhænge, når politikker og indsatser skal vurderes – hen over hele det politiske spektrum. Der er derfor tale om en art kollektiv overbevisning om, at de tal rent faktisk fortæller os noget om fremtiden.
Nu skal det siges, at netop disse regnemodeller (om det er ADAM eller DREAM eller …) bliver kritiseret for en lang række andre ting, end hvad der kan siges at have med et kompleksitetsperspektiv at gøre, så dem vil jeg undlade at komme ind på her. Men der er nogle grundlæggende udfordringer ved at lægge modellernes tal til grundlag for en diskussion, hvor man tilsyneladende tager det for givet, at ved at gøre sådan, kan vi også skabe et sådant specifikt udfald i et åbent komplekst system. Og nu tager indlægget her så udgangspunkt i regnemodeller fra den politiske verden – man kunne bestemt bruge samme argumentation til at påpege, hvorfor mange strategiprocesser, balanced scorecard-processer etc. i organisationer er stærkt problematiske.
Lad mig forklare tre af de grundlæggende problematikker:
- Det kan kun give mening at bruge tallene, der kommer ud af regnemodellerne, til noget, hvis vi har den antagelse, at det er muligt at skabe forudbestemte udfald i åbne, sociale systemer. Det betyder med andre ord, at man må antage, at det er muligt at forudsige (til en vis grænse), hvad vi mennesker vil gøre, når vi udsættes for dén eller dén form for intervention. Det grænser til forestillingen om mennesket som en rationel maskine, der agerer uafhængigt af de lokale og globale påvirkninger, der er fra andre mennesker. Men det er præcis, hvad der sker i en kompleks og forbundet verden. Og det er derfor grænsende til det dumstrige at tro, at man kan forudsige, hvad de millioner og millioner af påvirkninger og interaktioner vil føre til på makroplan over nogen synderlig lang tidshorisont.
- Faktum er da derfor også, at det gør man i princippet heller ikke. Man fremskriver blot, hvad situationen vil være om 10 år (som i LA-tilfældet) ud fra den antagelse, at tingene forholder sig i en stabil og balanceret tilstand. Regnemodellerne kan med andre ord ikke regne med det uforudsigelige – men hele pointen er, at verden udvikler sig mere og mere uforudsigeligt, eller måske nærmere, at konsekvenserne af det, der sker, er mere og mere uforudsigelige. Tag eksempelvis krisen i Ukraine eller krisen i Grækenland. I en knap så forbundet verden som i dag, ville de uforudsigelige konsekvenser med al sandsynlighed slet ikke have nået samme højder som i dag.
- Samtidig anerkender mange dog, at verden er blevet mere kompleks, og at vi derfor i vores modeller skal forholde os til flere og flere variabler. Så laver man mere og mere avancerede modeller, der kan rumme de mange, mange flere variabler og tænker, at når regnekraften nu er blevet det større, så kan vi klare den igen. Men pointen er, at den form for kompleksitet, man her forholder sig til, er en form for strukturel kompleksitet, som langt hen ad vejen kan håndteres på samme måde, som vi hidtil har håndteret komplicerede problemstilinger. Men social kompleksitet eller complex adaptive systems er og bliver noget andet. Det handler om, at vi slet ikke aner, hvilke variabler vi skal forholde os til ud i fremtiden, fordi vi ikke kan forudsige, hvad de mange millioner (eller bare hundrede) lokale interaktioner vil føre til på aggregeret plan.
Nej, heller ikke du har forudset fremtiden
Men hvad er det, en sådan forståelse af regnemodellernes værdi kan føre med sig, altså hvorfor er det problematisk? Det grundlæggende svar er, at eftersom verden bliver mere og mere kompleks gennem en øget forbundethed og dermed flere uforudsigeligheder, bliver det også mere og mere problematisk at basere den måde, hvorpå vi træder ind i fremtiden, på modeller, der bygger på et rationale om at kunne forudsige. Men der er flere problemer end det:
- Vi bliver forblændet af at tro, at vi har forudset fremtiden. Vi skaber dermed en falsk tryghed, der forringer vores evne til at fornemme svage signaler om forandringer, konflikter, innovationsmuligheder etc.
- Når vi tror, at vi har regnet den ud, skal der langt mere til, før vi ændrer opfattelse. Det betyder, at vi har vanskeligere ved at acceptere uenigheder og kritik, to vigtige elementer i det at kunne håndtere risici.
- Det synes også ofte at føre det med sig, at man glemmer, at mennesket er et menneske, der måske nok handler rationelt, men langt fra ud fra nogen objektiv bestemt rationalitet. Det handler derimod ud fra sin egen opfattelse rationelt med udgangspunkt i den måde, han eller hun nu forstår verden eller den situation, vedkommende står i. Resultatet er, at man i eksempelvis forandringsprocesser alt for ofte antager at have forudset, hvad mennesket i samfundet eller organisationen vil gøre, når vi gør sådan og sådan. Men mennesket er desværre ikke bare et tal, der kan regnes ud.
Det mest bizarre ved det hele (for nu at sætte det hele på spidsen) er, at der her i verden vel ret beset kun er ét klokkeklart eksempel på, hvor det for alvor vil give mening at tro, at tallene, der kommer ud af modellerne, så også er en form for sandhed i den virkelige verden – og det eksempel hedder Nordkorea.
Så ja, det hele er vel blot, som Voltaire fik sagt det engang for snart et godt stykke tid siden: Uncertainty is an uncomfortable position, but certainty is an absurd one.
