Hvad nu, hvis det er strukturerne, der skaber rodet, og rodet, der skaber strukturen? Processerne, der skaber forvirringen, og forvirringen, der skaber processerne. Jeg tror, at hvis det var tilgangen til at opbygge systemer, ville vi undgå en masse strukturelt rod.
Det eneste, det ville kræve, var måske blot, at vi opgav tanken (eller illusionen) om at være i kontrol, og til gengæld accepterede, at al udvikling (måske sågar alting) udspringer af det dynamiske, det uforudsigelige, det uordnede.
Effektivitet eller følelsen af at være i kontrol?
“Companies monitoring safety often end up monitoring what is convenient rather than what is meaningful.” (www.safetydifferently.com, 8. december 2017)
Refleksionerne i indledningen af dette indlæg udspringer blandt andet af ovenstående citat. Men stikker naturligvis dybere end det. For jeg har ofte fornemmelsen af, at jagten på den gode proces eller mest effektive struktur måske nok på overfladen handler om effektivitet, men som hen ad vejen ret hurtigt kommer til mere at handle om følelsen af at være i kontrol – og endnu værre, betyder, at vi ender med at have større tiltro til processen og strukturen frem for mennesket og dets evne til at forstå. Vi fortsætter hovedløst med at følge struktur og processer, fordi vi konstant bliver organisatorisk opdraget til at tro, at de redder os. At det er orden, der redder os, og derfor er det essentielt konstant at sikre orden.
På den nåde bliver det uordnede og det uforudsigelige noget negativt, vi skal væk fra, og så er struktur og processer vores redning. Men hvis verden slet ikke er sådan, ender vi med – som sagt i citatet – at gøre det belejlige frem for det meningsfulde eller det nødvendige.
Faste processer fører til faste overbevisninger
I stedet for derfor at være alt for optaget af, og stille spørgsmål om, hvorfor vi ikke overholder de fastlagte processer eller strukturer, skulle vi måske begynde at være langt mere optaget af, hvad det er for nogle antagelser, der ligger til grund for de nuværende strukturer og processer – og om de antagelser fortsat holder vand.
Problemet er nemlig, at vedvarende antagelser drejer over i myter som igen bliver til faste overbevisninger (sådan som Erik Hollnagel har beskrevet det), og alle ved, hvor store indsatser der skal til for at ændre fasttømrede overbevisninger. Det er forbandet vanskeligt!
Og ja, man skal vide, at så snart man indfører faste processer og strukturer, er man også på vej til at indføre faste overbevisninger – men i en verden præget af foranderlighed og dynamik skal man naturligvis være varsom med den slags ting. Dermed ikke sagt, at vi skal droppe enhver proces og struktur, vi skal bare være langt mere nysgerrige efter at vide, om vores antagelser holder stik. De skal konstant udfordres.
Den konkurrencemæssige fordel
Eller måske vi bare skulle gå ud fra, at orden udspringer af konstant uorden – orden får ikke styr på den uorden. Så det handler om at være opmærksom på den konstante uorden og mulighederne i den. Måske det er her, at den konkurrencemæssige fordel ligger?
Hvad angår billedet til dette indlæg, så er det ét af kroatiske Miroslav Šutejs værker. Om sin egen kunst udtalte han engang:
“If we pose the question of order and disorder in my art, it is constantly spinning in a circle and repeating. Each mobile drawing can be brought to perfection, or to a state of total chaos. … Now, when I reflect upon the traveled path, I observe that all of my work is based on practice in the pursuit of perfection and enriching imagination… .”
