“Problemer er til for at blive løst. Så lad os nu komme i gang med at finde en løsning på det her problem!” Nogenlunde sådan har jeg hørt det adskillige gange, både i mit virke som leder, konsulent og i min interesse for samfundsdebatter. Og jo, jeg forstår naturligvis godt udbruddet, for vi er opdraget til at løse problemer, om det er et regnestykke, en sproglig opgave eller andet. Og det fortsætter i vores arbejdsliv – og i vores liv som samfundsborger og del af en politisk virkelighed.
Handlekraft kan være vejen til spild
Jeg er fuldt ud klar over, at det drejer sig om at vise handlekraft, og på den måde er det jo klart en umådelig stærk menneskelig evne at have, altså at vi ikke bare lader os vælte omkuld. Vi lægger os ikke bare ned og lader lortet ske. Vi løser det! Men ofte tager vi fejl. Voldsomt meget fejl, desværre, og netop det er årsagen til så utroligt meget spild på alle mulige områder i virksomheder, organisationer og ja, hele samfund. Og nej, det handler ikke om, at vi bare ikke havde forstået problemet godt nok, eller at vores viden ikke var tilstrækkelig, eller at vores analysekraft ikke var god nok. Nej, det handler helt basalt set om, at løsninger ofte slet ikke findes.
Det kan ofte overraske mig, hvor provokerede folk bliver, når jeg kommer med ovenstående udsagn: Løsninger findes ikke. For pludselig lyder jeg som én, der har givet op. Andre ser det som udtryk for manglende evne til at udvise handlekraft, og derfor som en grundlæggende svaghed. Nogle tredje opfatter det muligvis som en omgang ordkløveri (se baggrunden for det lidt længere nede). Men jeg holder nu alligevel fast i udsagnet, for der er noget grundlæggende og essentielt i det, når vi vel at mærke taler om at skabe noget i sociale komplekse systemer.
For hvad vil det modsatte egentlig sige, altså at “der findes en løsning, og nu skal vi finde den!”? Vel Ret beset, at når noget findes, må det nødvendigvis være det samme som at sige, at det skal opdages, altså at det så at sige allerede eksisterer via de variabler, der er til stede for os lige nu og her. Eller sagt på en anden måde: at det er muligt at få afdækket og analyseret tilstrækkelig nok eksisterende viden til, at vi kan stykke en løsning sammen, som vi så kan effektuere og få løst det forbistrede problem med. Viden ligger altså derude og venter bare på at blive forløst. Dette er i bund og grund et forsøg på at forstå og handle i sociale systemer via naturvidenskabelige metoder.
I bagklogskabens fejlagtige lys
Men sandheden er jo som oftest, at selv om vi som mennesker har en tendens til at udbryde “Det har jeg da vidst hele tiden” eller “Det tænkte jeg nok”, så sker det udelukkende, fordi vi kan lægge to og to sammen bagudrettet. Vi kan så at sige samle prikkerne ved at se, hvad der er sket. Men – og det er her det slår fejl – det betyder ikke, at de prikker så også var der, da vi begyndte med at gøre noget. Og det betyder slet ikke, at det så bare handlede om at finde ud af, hvordan de skulle forbindes. Mange (eller bare få) af prikkerne, og derfor løsningen, var der overhovedet ikke til at begynde med. Og mange (eller bare få) af prikkerne havde vi måske slet ingen anelse om var mulige, måske de kun blev mulige, fordi der skete noget uventet, tilfældigt eller andet, vi på ingen måde kunne have planlagt os frem til.
Med andre ord, så fandtes løsningen ikke på forhånd. Selv med al mulig viden til rådighed, selv med alverdens analysekraft, selv med orakelske evner til at se ind i fremtiden, selv dér, så ventede denne løsning ikke bare på at blive opdaget, afdækket og implementeret. Livet findes jo ikke på forhånd. Eller som Albert Camus har sagt det:
You cannot create experience. You must undergo it.
Forestil dig, at du skal køre gennem den berømte store rundkørsel i Paris, eller at du skal ud at surfe på bølgerne på stranden i Arrifana (i Portugal – og fordi jeg sidder der lige nu). Løsningen på, hvordan du lykkes findes ikke på forhånd. Løsningen er helt og aldeles afhængig af, hvad der sker af andre ting i “systemet”, mens det står på, og hvad du selv gør for at tilpasse dig det og påvirke det (det sidste nok mest i tilfældet med rundkørslen, indrømmet). Om en anden bilist pludselig vil mere til venstre. Hvad vinden gør og bølgernes flytten sig efter det. Og skalér så det op til en organisation eller et samfund med interagerende mennesker, hvori en løsning skal findes. Det siger jo sig selv (tænker jeg i hvert fald, at det gør), at det vil kræve en guddommeliggørelse af mennesket for at kunne påstå, at i den virkelighed er det muligt at regne den ud.
Alt for løsningsorienteret
Jeg tror oprigtigt på, at rigtigt mange problemer fortsat eksisterer, simpelthen fordi vi tror, at vi kan gå løsningsorienteret til dem. Vi bruger alt for mange kræfter på at forsøge at regne den ud, for så igen og igen at finde ud af, at til sidst vinder virkeligheden, for virkeligheden med al dens interaktion, udvikling og konstant nye variabler kan ikke regnes ud. Vi tror for fuldt og fast på, at det er muligt at kontrollere fremtiden, på trods af at vi også går rundt og siger, at “ingen kan spå om fremtiden”. Måske fordi vi tænker, at det modsatte ville være at give op og bare lade stå til.
Men selvfølgelig er alternativet til at være løsningsorienteret ikke at være handlingslammet. Tricket er til gengæld at gøre, som den franske filosof Edgar Morin anbefaler det, nemlig at forstå levende systemer som organisering (konstant organisering) og ikke som substans. På fuldstændig samme måde, som man vil gå til den rundkørsel eller den bølge, hvis man vil begå sig i den eller på den. Det kræver en art kompleks tækning, som Edgar Morin så smukt beskriver det i sin bog “On complexity”.
Tillad løsningerne at opstå
Men hvorfor er det overhovedet så vigtigt at tænke i disse baner, at have denne art kompleks tænkning? Det simple svar er, fordi så bliver vi endnu stærkere til at tilpasse os en kompleks virkelighed, og faktisk endnu bedre til at løse komplekse problemer. Vores potentiale for at være mere effektive, sikre mindre stress, se nye typer af muligheder øges. Men hvad kræver det?
For mig handler netop kompleks tænkning om et både filosofisk og et konkret standpunkt. Det indeholder måske i sin øverste abstrakte form en helt anden måde at se og forstå verden på. Men det behøver slet ikke være så abstrakt, og der er ret meget, man kan gøre for at begynde at udvikle sin komplekse tænkning. Jeg plejer at begynde med nedenstående tre punkter, når jeg arbejder med at udvikle den slags tænkning i organisationer eller andre steder.
- Vi må acceptere, at det ikke handler om at finde en løsning, det handler om at skabe rammerne for, at en løsning kan opstå. Rent mentalt er det afgørende, for det betyder følgende: Når du sætter noget i værk, så vær først og fremmest opmærksom på, hvad der så sker lige nu og her, og slip blikket og tankerne lidt (og til tider meget) fra, hvad det kan eller burde føre til. Nu-og-her vil altid være afgørende for, hvad der sker i fremtiden. Jeg plejer at tale om at trække virkeligheden tættere på.
- Opfat ting ved deres helhed. I sociale komplekse systemer er helheden ikke det samme som summen af de enkelte dele. Helt konkret betyder det, at du skal stoppe med at forsøge at regne den ud, for et dynamiske system er i konstant bevægelse, så du kan ikke forbinde prikkerne, de er ikke statiske. Prikkerne er mennesker, og mennesker udvikler sig, reagerer på fornuft og følelse, tager alle mulige forhold i betragtning, men hvem ved lige, hvornår det ene og hvornår det andet og med hvilken konsekvens? Det er derfor langt vigtigere at begynde at handle kvalificeret i systemet og betragte de løbende små udfald som organisering frem for substans, som nævnt tidligere. Jeg plejer at tale om handling før viden.
- I klassisk naturvidenskabelig tænkning og systemtænkning er det en vel nærmest uigendrivelig logisk konklusion, at jo mere viden, du har om et system, jo bedre kan du kontrollere det. Det er vel også derfor, at datadrevet ledelse og big data er blevet så populært, fordi vi regner med, at kvantiteten giver os mere forståelse, mere indsigt, og dermed også mere kontrol. Men i kompleks tænkning ved man godt, at viden ikke er lig med kontrol i sociale systemer i den forstand, at du dermed har gennemskuet det og ved, hvad der skal til for at skabe bestemte udfald. For hvis det skulle være det, skulle systemet (eller organisationen) være statisk, om hvem ser stagnerede virksomheder som det ønskværdige? Nok er kvantiteten vigtig som en indledende øvelse (så mange perspektiver som muligt), men det må aldrig stoppe dér. Kompleks tænkning er således at scanne i bredden, men derpå forstå i dybden ved at fornemme, hvor noget har særlig stor betydning. Hvor kan vi med fordel begynde at prøve handlinger af for at se, hvad det kan sætte i værk?
I princippet er der intet sket i verden, der gør ovenstående tilgang vigtigere nu end tidligere, men måske alligevel lidt. Måske vi kan begynde at ane den begrænsning, der ligger i den lineære tænkning. Jeg tror det, og jeg tror det er nødvendigt.
