Og det skulle komme fra én, der efter sigende (vist nok, vil rygtet måske sige) har det svært med at være i flokke af meget mere end én. Oven i købet én med mange års personaleledelse bag sig, et utal af MUS og ansættelsessamtaler (og det, der er langt værre – og vigtigere – ift. individet). Men ja, det skal det – altså komme fra ham. Hvorfor!? Selvfølgelig ikke af den grund, man instinktivt måtte tro.
Selvfølgelig kan det forekomme en anelse provokerende at sige, at individet ikke betyder noget, ikke mindst i en individualiseret kultur som den danske. Og alligevel siger jeg det tit. Delvis med et glimt i øjet, delvis i ramme alvor. For der er en seriøsitet bag, som også er yderst relevant ift. at se verden som mere dynamisk og ikke-kontrollérbar. Hvordan det?
Individet er altid i relation til nogen eller noget
Når vi fokuserer på individet (enkeltdelene i det organisatoriske liv) løber vi en risiko for at ødelægge helheden. Det bliver enkeltdelen, der bliver vigtig, og ikke helheden. Men det er jo helheden, der skaber resultatet, fordi det er summen af helheden, der er grundlaget. Som skrevet i tidligere indlæg: Ronaldo er lige blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller, men i princippet er det intetsigende at udpege én spiller til prisen. For havde Ronaldo ikke andre fremragende spillere omkring sig, som forstod ham og spillede ham god, og havde han ikke en træner, der kunne skabe en helhed ud af de individuelle spillere, så var han aldrig blevet verdens bedste.
Vi må med andre ord ikke lade os hæmme af en alt for individfokuseret tilgang, hvis vi skal blive gode til at agere i kompleksiteten. Real Madrids evne til at skabe fremragende resultater (og det kommer fra en Barcelona-fan!) ville jo blive ødelagt, hvis det kun handlede om Ronaldo – og på samme måde ville en organisation blive ødelagt, hvis det kun handlede om enkelte individer hver for sig. Diversiteten og fleksibiliteten ville gå fløjten, og dermed også tilpasningsevnen. Netværket, der binder organisationen sammen, ville begynde at briste.
Individet er ikke nogen legoklods blandt legoklodser
Men der er en anden – sammenhængende med overstående – grund til, at jeg siger det i ramme alvor. For meget fokus på individet sker ofte, fordi man tror, at man ved at fokusere på det enkelte individ nærmest kan kontrollere udfald af individers interaktioner og dermed kontrollere de forretningsmæssige resultater. Altså, ved at bygge de perfekte legoklodser op og stykke dem perfekt sammen, kan vi levere det perfekte. Og jo, det er måske muligt, så længe man opererer med nogenlunde forudsigelige udfald – eller man skal få den firmandskajak hurtigst muligt frem.
Men det giver ofte det falske indtryk, at man også i mere åbne systemer, såsom en organisation, kan styre eller lede et team, en afdeling, en organisation, ved at stå uden for og styre dem – som træneren af et ro-hold. Mens sandheden i komplekse systemer (dvs. systemer, hvor udfald skabes gennem myriader af interaktioner) er, at man ikke kan stille sig uden for det og styre det. Man kan som leder højest forvente at kunne interagere og påvirke indefra – via kommunikation, via handlinger, via skabte resultater.
Og i øvrigt er problemet med den naive tro på at kunne stille sig udenfor og styre ikke blot, at det skaber stort spild. Der er ofte også den negative konsekvens, at jo mere, lederen oplever, at hun eller han ikke kan styre det, jo mere vil de forsøge at styre og kontrollere. Og jo mindre tilpasningsdygtig bliver organisationen.
P.S. Og jo, naturligvis betyder det noget, hvordan du som leder behandler den enkelte. Selvfølgelig skal der være fokus på, at den enkelte trives, er motiveret, er klædt på til at kunne påtage sig sin rolle og alt det. Min pointe er blot, at i stedet for at fokusere alt for meget på, at det skal ske med et mål om at skabe forudsigelige resultater gennem det enkelte individ, så skal det i ligeså høj grad ses som en måde at styrke individet på i forhold til at træde ind i de interaktioner og netværk, hvorigennem resultaterne skal opstå.
