Vi laver planer for at undgå misforståelse, udrydde ambivalens og skabe et klart billede af den nødvendige indsats. Efterhånden som vi arbejder på planen, bliver det mere og mere klart for os, hvilket input der skal ind i planens begyndelse for så at blive transformeret og skabe et bestemt output (og måske endda outcome). Men tænker vi på, hvad det egentlig er, vi har gang i, når vi gør det?
Vi lægger planer for at kunne kontrollere fremtiden, men vi gør det med den viden, der er tilgængelig for os lige nu. Det vil sige en viden, hvis værdi med al sandsynlighed vil være formindsket i fremtiden. Vi lægger skabeloner ned over fremtiden i en forventning om, at den kan indfanges i dem. Vi forsøger at skabe en illusion om, at vi, der lægger planen, kan kontrollere, ikke bare hvilke interaktioner og hvilke beslutninger der skal ske og træffes i fremtiden, men også hvad der skal komme ud af alt dette.
Et dårligt match
Men det siger sig selv, at det kan ingen organisation eller planlægger gøre, når planen på én eller anden måde skal folde sig ud i sociale systemer (samfund, foreninger, organisationer, team etc.) og er betinget af, hvad der sker i disse. Betingelserne her er nemlig uforudsigelighed, ambivalens, emergens – og alligevel bruger vi metoder, der er designet til netop at eliminere disse. Men de kan ikke elimineres, kun i retrospekt – men planer er jo per definition fremadskuende, så matchet er ofte dårligt.
Alt det kan naturligvis modificeres, for man kan vel godt argumentere for, at jeg sagtens kan lægge en plan for, hvordan jeg skaber et bestemt resultat, i hvert fald til en vis grad – også i sociale systemer. Eksempelvis kan vi godt planlægge os til en lang række stramninger på udlændingeområdet med det sigte, at der skal være færre flygtninge i Danmark, og så rent faktisk få det resultat. Vi kan også sagtens planlægge os frem til, hvordan en skolereform skal se ud for at få et resultat, der eksempelvis hedder længere skoledage.
Forlader virkeligheden
Men pointen er, at det jo altid sættes i sammenhæng med den overordnede retning, man vil i – og kan den så også planlægges? Altså; vi skal have færre flygtninge, så vi kan sikre en bedre integration – og hvordan planlægger du en bedre integration? Vi skal have længere skoledage, fordi vi skal styrke børnenes læring – men hvordan planlægger du den styrkede læring? Se, det er her, vi begynder at bevæge os mere mod ønsketænkning og tanker om predesignede løsninger på komplekse problemstillinger – og det er her, at planerne kommer til kort.
For her bevæger vi os fra lukkede, strukturelle forandringer til forandringer, der foregår i åbne systemer, hvor det er de konstante interaktioner, der bestemmer udfaldene. Den inspirerende lærer, der på sin helt egen måde arbejder med læring, og får så meget igen fra de børn, der lærer, at han inspireres til at prøve nyt etc. Eller det lokalsamfund, der på deres helt egen måde har skabt relationer til nogle flygtninge og inddraget dem på måder, der har skabt glæde blandt nogle af flygtningene, som derfor begynder at fortælle om det til andre, som derpå bliver nysgerrige, og …. Det har ingen plan skabt. Det kan godt ske, at en plan har påvirket det, men det har med al sandsynlighed et væld af andre faktorer også.
Pointen er, at vi alt for ofte ender med at forlade virkeligheden, når vi går i gang med planerne, og at de derfor ender helt uden tøj på. Det kan godt være, de giver os en sikkerhed, fordi vi har en følelse af at have “besejret” fremtiden. Men spørgsmålet er, om det ikke alligevel ender med, at fremtiden besejrer os. Måske vii stedet skulle blive bedre til at agere i dén form for virkelighed.
