Vidste du, at antallet af skilsmisser i staten Maine hænger sammen med mængden af margarine, der bliver spist i USA? Eller at USA’s samlede investeringer i videnskab, rumprogrammer og teknologi følger udviklingen i antallet af amerikanere, der dør ved hængning eller kvælning? Nej? Jamen, så kig lige her. Eller vidste du, at for at være en succesfuld leder, skal man ifølge Forbes Magazine kunne 15 ting, eksempelvis træffe beslutninger (gerne 30 beslutninger på 30 minutter), udfordre folk til at tænke selv, være rollemodel, give feedback (konstruktiv feedback, vel at mærke), løse problemer og undgå overspringshandlinger? Altså hvis du gør det, så vil det direkte kunne afspejle sig i din succes. Klokkeklart årsagsforhold. Vupti. Andre steder er det i øvrigt bevist, at hvis du som leder eller iværksætter arbejder hårdt og tror på det, så får du succes. Vupti.
Ikke den store forskel
Det er nok de færreste, der vil antage, at hvis USA sænker investeringerne i teknologi og rumprogrammer, så falder antallet af døde ved hængning og kvælning. Eller jo lavere margarineforbrug, jo lavere … Straks anderledes ser det ud med alle de voldsomt mange bud på, hvad der skal til for at få succes med ledelse (i en 10 minutters speed-undersøgelse på nettet nåede jeg op på 57 ting, hvor der er et – påstået – direkte årsagsforhold mellem en specifik veludført handling og succesraten). Den slags opskrifter eller anvisninger godtager vi. Ligesom vi godtager, når vores APV-måling viser sådan og sådan, men at hvis vi gør sådan og sådan, så kan vi se en korrelation mellem indsats og positivt udfald. Og så gør vi naturligvis sådan. Min pointe er, at der ret beset ikke er den store forskel mellem de to grupper af eksempler.
Dette er ikke det samme som at sige, at man ikke skal gøre nogle af de 57 ting (eller alle, hvis man da ellers overhovedet kan magte det), eller at man skal kigge på sin APV og så ikke gøre noget. Pointen er bare, at der absolut ingen som helst garanti er for, at det på nogen måde overhovedet vil føre et positivt udfald med sig at gøre, som opskriften foreskriver. Og i øvrigt kan der i lige præcis dit tilfælde sagtens være 13 andre ting, du hellere skulle gøre for at få succes, med ledelse eller din næste APV-måling. Hvem ved!?
Når vi er havnet i den korrelationsfælde (altså at vi bruger korrelationer som bevis på årsagsforhold), så skyldes det sikkert, at vi mennesker i tusinder af år har overlevet på vores evne til at finde mønstre og sammenhænge, og drage konklusioner ud fra det med henblik på at skabe mening og relevans. Vel et forsøg på at være rationelle (selv om vi som oftest slet ikke er det). Ja, vi er faktisk ret så fremragende til det. Så det bliver vi ved med – bevidst og ubevidst. Prøv blot at sætte dig ned og se eksempelvis Debatten på DR2 en aften, og hør efter, hvor mange falske korrelationer der bliver brugt den aften for at underbygge et årsagsforhold og dermed en argumentation for “hvorfor …”.
Men skyldtes B nu også A?
Men hvad har det nu med temaet for den her blog at gøre? Jo, dette: Når verden bliver mere kompleks, og derfor udfordrer vores forståelse af den, ja, så prøver vi endnu mere at finde korrelationer og årsagsforhold for på den måde at få skabt en mening. Men det triste er, at jo mere meningsløse risikerer de at blive, for kompleksiteten gør, at korrelationerne ikke lader sig simplificere – altså B skyldtes måske nok A i ét eller andet omfang, men kun fordi 8.987 andre ting også var til stede i årsagsforholdet. Og prøv du lige at få de 8.987 ting til at være de samme, næste gang, du skal gøre det. Det kommer ikke til at ske. Men det er vel sagtens også derfor, at opskrifterne synes at skifte hele tiden, eller at der er så mange af dem. Jeg mener, så er der da i hvert fald nok sådan cirka nogle af dem, der rammer inden for i nærheden af noget rigtigt, og så kan vi jo selv drage de sidste, ja, korrelationer.
Alt dette kunne jo så lyde som et argument for, at alt så er lige godt, at vi jo slet ikke kan gøre noget, at alt er i opløsning etc. Men nej, det er det nu ikke. Det handler blot om, at begynde at kigge op – op fra regnearket, op fra opskriftsbøgerne om ledelse (og alt muligt andet), op fra KPI-slidet. Det handler om at forstå, at du ikke bare kan kopiere, hvad der foregik godt ét sted og få samme udfald, og så erkende, at når alt kommer til alt, så er det, vi står tilbage med, præcis det, som vores britiske kollega Chris Rodgers så perfekt har beskrevet i sin “Management in five steps”:
(Klik for forstørret version. Kilde. www.informalcoalitions.typepad.com og selve figuren her):
Og nå ja, så er der overskriften. Der kunne faktisk godt være noget om det, ik’?:
(Klik for forstørret version. Kilde: Den herlige hjemmeside www.tylervigen.com)
