UVIS – Ledelse mellem kaos og kontrol
UVIS – Ledelse mellem kaos og kontrol
Så er vi klar med vores nye bog, “UVIS – Ledelse mellem kaos og kontrol”. Denne gang er den skrevet i samarbejde med Thomas Rosenberg fra konsulenthuset HR7 Erhvervspsykologi
Bogen er et anderledes bud på, hvordan man kan styrke evnen til at navigere i den kompleksitet og uvished, mange ledere og organisationer fornemmer – og særligt har fornemmet det sidste halvandet år. Thomas og Jacob har således gennem de seneste mange år begge været stærkt optaget af netop spændingen mellem den menneskelige trang til kontrol og forudsigelighed og så en virkelighed, der modsætter sig det konstant. Det er den nysgerrighed og erfaring med at arbejde med det i praksis i en lang række danske virksomheder og organisationer, der er udgangspunktet for denne bog.
Ud af bogprojektet er i øvrigt også opstået et nyt initiativ: INTO THE GREY – som Thomas og Jacob står bag.
Fra bagsideteksten
Hvad gør man, når det uvisse ikke kan sættes på formel og regnes ud? Hvordan tager man uvisheden på sig og slipper trangen til altid at være i kontrol?
Tag med bogens forfattere ind i kompleksitetens skygger, når de assisteret af internationalt anerkendte forskere demonstrerer, hvordan ledere kan lære at navigere i en stadigt mere foranderlig verden. Undervejs udfoldes både teorier om kompleksitet og en række konkrete metoder til at udvikle en fleksibel ledelsespraksis, der i højere grad matcher kompleksiteten.
UVIS er ikke en traditionel ledelsesbog. Den udfordrer læseren med sin form og ved at trække på film, litteratur, filosofi, musik samt performance- og billedkunst i en søgen efter supplerende tilgange til at forstå og arbejde med ledelse.
Bogen henvender sig til ledere, der ønsker at bevare handlekraften midt i uvisheden og skabe reelle resultater i en uforudsigelig virkelighed, der aldrig står stille.
ANMELDELSER AF BOGEN
Fem stjerner i Jyllands-Posten
“Denne og er alt andet end key-performance indikator-kultur-bog. Og det er en befrielse. … Forfatterne har interviewet en række offentlige og private ledere om deres opevelser og erfaringer med det uformelle. Men tilbyder ingen enkelte svar, derimod forslag til typer af ledelsesgreb, som er inddragende og åben for spontanitet, læring og innovation. Bogen er inspiration til at tage på en rejse ind i en verden, hvor ledelse også er det at navigere imellem kaos og kontrol. Det giver, som forfatterne siger, en psykologisk og ledelsesmæssig fleksibilitet. Bogen egner sig godt til alle ledere – fra topledere til afdelings- og teamledere.”
Anmeldelse i Jyllands-Posten (bag betalingsmur). Lørdag den 18. september 2021.