Den stigende forbundenhed mellem mennesker – på tværs af organisationersåvel som nationer – giver stort set uhindret adgang til feedback og ny viden. Og det udfordrer lederens mulighed for at forudsige eller påvirke medarbejdernes reaktion på nye tiltag og forandringer.
Hvis vi skal sikre organisatorisk vækst og holdbare resultater i fremtiden, er vi derfor nødt til at tilpasse vores måde at tænke og udøve projektledelse på.
Det er der ingen, der kan være uenige i – men hvordan gør man lige i praksis?
Hvordan leder vi projekter effektivt under stadigt mere uforudsigelige omstændigheder?
Social kompleksitet i projekter
Den vinkel, vi her anlægger på uforudsigeligheden i projektlederens hverdag, har fokus på den voksende forbundenhed mellem mennesker – eller om social kompleksitet.
Det stigende antal påvirkninger, et menneske i dag udsættes for fra alle kanter, danner grobund for langt flere handlemuligheder og holdningsudvekslinger. Og denne rigdom af input og output gør det sværere – for ikke at sige umuligt – at forudse menneskers adfærd.
For projektlederen betyder det i praksis, at man ikke på forhånd kan regne med, hvordan projektets interessenter – alle fra projektejer til -deltagere – reagerer på nyt tiltag, idet deres adfærd betinges af et utal af relationer og informationer.
Projektplanen kommer til kort
Trods et øget fokus på betydningen af den sociale kompleksitet mangler der fortsat viden og værktøjer, som gør ledere i stand til at træffe beslutninger og handle effektivt i denne type komplekse projekter.
Dominerende i langt de fleste kurser og uddannelser for projektledere er den klassiske projektledelsestilgang, som udspringer af en tanke om at planlægge vejen til et prædesignet fremtidsscenarie. Men denne tilgang kommer oftere og oftere til kort i takt med, at konsekvensen af selv små tiltag bliver mere uforudsigelig.
Det betyder ikke, at projektplanen er død og begravet, og at vi helt skal holde op med at planlægge og styre. Men vi er nødt til at indrette os på, at projektledelse i stigende grad handler om at skabe resultater i et komplekst landskab af meninger, interaktioner og dynamisk udvikling.
Det kan være en stor udfordring som leder at skulle træffe beslutninger og handle kvalificeret i projekter præget af uforudsigelighed og social kompleksitet. Alt for ofte har vi en tendens til at tro, at vi kan designe processen på forhånd og så trække den ned over projektet. Men den ordnede verden, vi designer processen til, er en illusion.
The Cynefin Framework
Første skridt er derfor, at projektlederen skal lære at skelne mellem, hvornår den traditionelle tilgang er den mest effektive – og hvornår den snarere modarbejder projektets egentlige formål. Her kan man bl.a. anvende The Cynefin Framework, en ramme til meningsskabelse udviklet af den walisiske professor David Snowden, der kan bidrage til at skabe klarhed over det organisatoriske landskab, man opererer i som leder.
Endvidere skal projektlederen være i stand til at anlægge en anderledes tilgang, der gør det muligt at forløse det fulde potentiale i projekter præget af social kompleksitet.
Det handler i vores optik om, at projektlederen skal begynde at tænke som en videnskabsmand. En videnskabsmand, der igangsætter rækker af små forsøg – i ledelsessammenhæng også kaldet prøvehandlinger eller safe-fail-probes – og nøje følger op på, hvad der virker.
Gennem de nøje monitorerede forsøg kan projektlederen afdække hvilke tiltag, der bringer projektet – og organisationen – i den ønskede retning. De forsøg, der giver et positivt udbytte, udbygges og forstørres, mens de forsøg, der ikke skaber den ønskede udvikling, droppes igen, uden at de når at forårsage store udsving i projektets retning.
