Jeg kan huske, at jeg engang læste et længere interview med den islandske sangerinde Björk. Især én af de ting, hun sagde, ruskede op i mig. Hun pegede på, at mennesket lever i en vanvittig forestilling, når vi er begyndt at tale om, at “vi skulle redde verden, redde naturen”. For er verden og naturen ikke langt større og stærkere end os? Hvem uddør først, mennesket eller naturen? Hvem er mest afhængig af hvem?
Den stigende forbundenhed mellem mennesker – på tværs af organisationersåvel som nationer – giver stort set uhindret adgang til feedback og ny viden. Og det udfordrer lederens mulighed for at forudsige eller påvirke medarbejdernes reaktion på nye tiltag og forandringer.
Hvis vi skal sikre organisatorisk vækst og holdbare resultater i fremtiden, er vi derfor nødt til at tilpasse vores måde at tænke og udøve projektledelse på.
Det er der ingen, der kan være uenige i – men hvordan gør man lige i praksis?
Organisationen skal være stærk og kunne modstå presset fra de konstante forandringer. Du skal være stærk og kunne stå oprejst, når opgaver, udmeldinger og … Med andre ord: Organisationer og ansatte skal være ROBUSTE! Men hele strategien egner sig til verden, som den var, og ikke som den er og sikkert bliver endnu mere.