Hvordan lægger man planer for noget, hvis udvikling i højere grad er betinget af strømningerne nu og her (eks. menneskers dynamiske interaktion) frem for lineær forudsigelighed?

Refleksionen opstod, fordi jeg for nylig var i en mindre holdningsudveksling på LinkedIn om lederens rolle, og hvor jeg tillod mig at anfægte det til tider tilsyneladende selvindlysende argument, at en leders opgave er at lægge planer for fremtiden, ellers kan man ikke være leder. Hvad skal man ellers kommunikere? Hvor vil man nøjagtigt hen? Hvilke indsatser skal man forvente af sine medarbejdere? Den slags. Men den umiddelbare underliggende antagelse, at uden planer zigzagger vi ineffektivt rundt fra ét til andet.

Nu er min pointe ikke at udstille personen, jeg var i holdningsudveksling med, og argumentere for det dumme i den antagelse. For naturligvis er det også at kunne lægge planer en væsentlig del af lederens job – MEN: kun når det, at lægge planerne, er den effektive vej mod et mål. Antagelsen om, at det vil det altid være, er efter min mening problematisk.

Nu kan man naturligvis altid drøfte, hvad man lægger i ordet “plan” eller “planlægge”, men her er definitionen det at planlægge vejen til et prædefineret mål et sted ude i fremtiden. Altså noget der skal være opnået, eller skabt, ude i fremtiden. Og det er naturligvis her, udfordringen opstår, og hvor for megen planlægning kan blive ineffektivt. Som den tyske sociolog Hartmut Rosa så fint har sagt det:

Vi kan planlægge rejsen til Alperne, men ikke oplevelsen af bjergene. (Information, 20. juni 2020)

Og oplevelsen har stor betydning for vores efterfølgende handlinger. Det er grunden til, at man ikke abre sådan kan sætte handlinger på formel ud i fremtiden.

På samme måde kan vi godt planlægge vores rejse til Paris, men ikke ruten gennem den berygtede rundkørsel rundt om Triumfbuen. Den mest effektive rute vil opstå ud af den interaktion, der sker i det øjeblik, du kører ind i rundkørslen. Her bliver forberedelser og løbende tilpasninger og påvirkninger langt vigtigere end planlægning. Du kan ikke planlægge andres interaktioner, ligesom du ikke kan planlægge andre folks oplevelser (eller for så videt dine egne) af noget, eller den mening, de skaber ud af det, der sker.

I komplekse og dynamiske systemer, er forberedelser altså vigtigere end planlægning – med mindre du da vælger konstant at lægge nye planer. En plan er jo kun nogenlunde effektivt, hvis den kan rumme fremtiden og udviklingen i den. Det handler om at læse havet og hvad der påvirker det hvordan. Det handler om at forstå bølgerne og vindene. Det handler om at forstå, hvad der sker med båden, når det påvirkes, som den gør. Sejlene.

Problemet med planer for fremtiden er, at de ikke kan testes. Du kan jo ikke holde dem op imod fremtiden. Men du kan holde det du gør lige nu og her op imod det, der sker lige nu og her. Naturligvis fortsat med en intention om en retning at bevæge dig i, men ikke en slavisk plan at skulle følge.

Den refleksion blev i øvrigt koblet på noget andet, jeg læste i en kommentar på LinkedIn. Det var en kommentar på en diskussion om det at måle som middel til at være effektiv og ift. at leve op til sine planer.

I would use the difference between measure and evaluate. I think Peter Drucker once said, the difference is that with measuring, also unexperienced people come to the same conclusion.

I komplekse systemer er de løbende evaluering langt vigtigere end konkrete målinger om efterlevelsen af ens forsøg på forudsigelser.

Hele pointen her er naturligvis ikke, at vi nu skal droppe enhver form for planlægning. Det er blot en pointe om kun at gøre det, når det er det mest effektive middel; og det er det langt fra altid, hvis du virkelig vil være effektiv.