De dumme, dumme ledere
Sommeren er gået (i hvert fald den del, der har med ferie at gøre), og selv om den trods alt har budt på andet end tanker om kompleksitet, så er der nogle ting, jeg er faldet over, som har skabt noget refleksion i den sporadiske sommervarme. Én af dem er hele emnet for denne blog, nemlig ledelse og kompleksitet.
Som vi også har været inde på flere gange på bloggen her, så fordrer den stigende kompleksitet, at man må gentænke ledelsesrollen. Ingen tvivl om det. Lederen kan ikke længere være helten, der kan forudsige og anvise den helt rette strategi, kontrollere udfald etc. Men så er det, at jeg ofte synes, at tingene begynder at tage en lidt uheldig drejning. Det er nemlig, som om det er lederen, der meget ofte skal bebrejdes, at han eller hun ikke er i stand til at indtage denne nye position. Altså at det er lederen, der da skal se at få lært at … At det er lederen, der alene begår fejlen. At det er lederen, der forsøger at fastholde en gammel tanke om, hvad lederen er og bør.
