The wanderer - Projektledelse og risikohåndtering

Når risikohåndtering bliver en risiko i projektledelse

Mennesket tror at være blevet fri for frygt, når der ikke længere eksisterer noget ukendt.

(Horckenheimer og Adorno, Oplysningens dialektik: Filosofiske fragmenter)

 

At eksperimentere indebærer en øget risikotærskel. Sådan kunne man nemt intuitivt tænke. Og eftersom netop risikohåndtering med fokus på sandsynlighed og konsekvens er én af de mest udfoldede og respekterede tilgange inden for projektledelse, kan der jo synes at være en direkte uoverensstemmelser mellem risikohåndtering og det at være mere eksperimenterende.

Men når vi taler projektledelse i dynamisk kompleksitet og uvished forholder det sig ganske anderledes. Så er den eksperimenterende tilgang risikohåndtering i sig selv.

 

Projektledelse i kompleksitet er projektledelse i uforudsigelighed

Problemet med klassisk risikohåndtering – når vi tænker den i sammenhæng med en kompleks og foranderlig virkelighed – er, at den form for risikohåndtering kun er effektiv, for så vidt at man kan vide, hvad der kan gå galt – eller man kan vide, hvordan noget måske, måske ikke vil fungere. Og lige præcis den form for viden, eller forudsigelighed, er slet ikke så ligetil i komplekse og foranderlige systemer (eks. sociale systemer). Ofte vil man ikke kunne vide, hvordan et sådant system fungerer, eller vil reagere på bestemte handlinger, før man rent faktisk er begyndt at interagere med systemet.

Et kompleks system er således kendetegnet ved forbundethed og det fungerer netop gennem forbundetheden – eller relationerne mellem de enkelte elementer i systemet. Forbindelserne er derfor vigtigere end de enkelte elementer. Det er forbindelserne, man påvirker og bliver påvirket af, når man begynder at “pille ved” det komplekse system.

Jeg bruger ofte billedet med at køre ind i den berømte franske rundkørsel. Det er først når man kører ind i den, og er i interaktion (gensidig påvirkning) med de andre bilister, at man kan finde frem til, hvilken rute man skal tage for at komme ud af den ønskede afkørsel. Det kunne man på ingen måde vide inden. Men en sådan viden er jo nødvendig, for at man for alvor kan få gevinsten ved den klassiske risikohåndtering. Den form for risikohåndtering kommer derfor til kort i uforudsigeligheden.

Og det er her, den eksperimenterende eller afprøvende tilgang kommer ind i billedet. Hvis man ikke kender vejen frem og på ingen måde kan siges at kunne lægge den på forhånd, er måden at håndtere det på ikke at styrke risikoanalyserne, men derimod at bevæge sig ud i territoriet for dér at blive klogere på, hvordan det reagerer, når man gør sådan eller sådan eller sådan. Blot at styrke analyserne af det, der alligevel ikke kan vides, og derpå forsøge at designe sine skridt ud i uvisheden endnu mere rigidt og kontrolleret, vil i sig selv være at øge risikoen.

Når den klassiske risikohåndtering alligevel så ofte synes at være svaret på uforudsigelighed og uvished i projektledelse, kan det måske skyldes,  at mange opfatter usikkerhed og uforudsigelighed/uvished som det samme. Så når man eliminerer usikkerheder, eliminerer man også uforudsigelighed. Men sådan hænger det ikke sammen. Usikkerheder kan måles og vurderes, det kan uforudsigelighed og uvished ikke, eftersom man ikke ville ane, hvilke variabler man skulle sætte ind i regnestykket.

Den afprøvende form som risikohåndtering i projektledelse

Vi må derfor tage skridtet videre og tænke den eksperimenterende tilgang ikke blot som vejen mod innovation og større gevinster, men også som vejen til bedre risikohåndtering. Det fordrer dog tre væsentlige ting:

  • Fokus går fra planlægning mod forberedelse – forstået på den måde, at i stedet for at sætte fokus på at planlægge sig vejen til et fremtidigt mål (det lader sig ikke gøre), sætter man fokus på at skabe indsigt i det territorie, man træder ud i. Forberedelsen går med andre ord på at lære udgangspunktet bedre at kende frem for at planlægge ruten.
  • Ens eksperimenter tager form af  safe-to-fail-logikken. Netop fordi, vi ikke kan vide, hvad bestemte interventioner eller handlinger i det komplekse system vil skabe af udvikling, laver man ikke eksperimenter, som – hvis de slår fejl – skaber store negative konsekvenser. Man smadrer ikke det territorie, man træder ud i med sine eksperimenter.
  • Man har et klart fokus på en læringsstrategi i denne eksperimenterende rytme. Man eksperimenterer således ikke for at finde løsningen eller lige teste, om man har gættet rigtigt. Man eksperimenterer for at blive klogere på, hvad der sker, når man gør sådan eller sådan. Det at blive klogere fordrer, at man sætte fokus på refleksion og læring. Ellers bliver det blot blind trial-and-error.

Alle tre områder vil vi udfolde mere i kommende indlæg her på bloggen.

 

Hver tilgang til sin tid

Alt dette er naturligvis ikke noget argument for at droppe den klassiske risikohåndtering. For det vil jo trods alt være ret dumt ikke at forholde sig til det, der kan vurderes eller på nogen fornuftig måde kalkuleres. Så når man kan sige, at territoriet er præget af forudsigelighed, altså man kan regne ud, hvad der vil ske som konsekvens af de handlinger, man gør, ja, så er klassisk risikohåndtering selvsagt den mest fornuftige tilgang.

Er territoriet derimod præget af uforudsigelighed som resultatet af en dynamisk forbundethed, er den eksperimenterende og afprøvende tilgang – i små skridt – den mest fornuftige. Det er jo en langt større risiko at træde stort ude i et territorie med en forventning om at vide, end at træde mere forsøgende ud i det med en accept at ikke at vide og en ydmyg holdning om at ville lære.

Hele denne tilgang kan man læse meget mere om i vores bog Projektkompasset eller ved at booke et af vores gratis foredrag om emnet.

 

Note om billedet til indlægget: Billedet er den tyske maler Caspar David Friedrichs maleri “Wanderer above the Sea of Fog”. På sin vis klart og tydeligt. Men forudsigeligt, når man vandrer ned i tågen?

 

 

 

Share this:

Jacob er partner i Incento A/S og har en fortid som leder og projektleder på internationalt plan i medieanalysebranchen. Hans nysgerrighed og arbejde med kunder i både det offentlige og det private centrerer sig omkring det at skærpe evnen til at navigere i og udnytte mulighederne i kompleksitetens dynamiske og foranderlige virkelighed.

Leave a comment