Så er Incento klar med sin første bog, der udkommer på det anerkendte forlag Samfundslitteratur i november 2019 med titlen:

Projektkompasset – Projektledelse i en foranderlig virkelighed

Emnet er, som det fremgår af titlen, projektledelse, men projektledelse forstået mere som navigation end som styring.

Bogen er tænkt som et supplement til mere klassisk projektledelse, ikke et forsøg på at underminere dennes værdi.

Du kan læse mere om bogen og bestille den her.

Bogen er Incentos første af flere.

I Incento bestræber vi os således på altid at levere ydelser af høj kvalitet, der både bunder i en stræk praksiserfaring og en stærk teoretisk indsigt.

Bøger er vores bidrag til det teoretiske element.

I den kommende pressemeddelelse om bogen lyder det:

“Hvis vi skal gennem den berygtede parisiske rundkørsel rundt om Triumfbuen, finder vi ikke vejen ved at planlægge den på forhånd. Vejen opstår gradvist, ved at man kører ind i dynamikken, årvågent prøver sig frem og skaber et udfald i tæt interaktion med de andre i rundkørslen. Eller sagt på en anden måde: Vi accepterer uvisheden som præmis for at skabe et resultat.

Projektkompasset – Projektledelse i en foranderlig virkelighed af Jacob Christoffer Pedersen udkommer den 8. november 2019. Bogen tager udgangspunkt i kompleksitetsvidenskaben og i en grundlæggende forståelse af, at kompleksiteten ikke er noget, der skal regnes ud eller reduceres. Kompleksitet er et vilkår, man skal være i stand til at navigere i og forstå som en dynamik, der er med til at skabe resultater.

Samme forståelse og tilgang er yderst effektiv i projekter, hvor netop dynamikken og uvisheden er afgørende vilkår, der ikke blot kan reduceres væk. Projektkompasset skaber en ramme, der gør det muligt at agere i sådanne projekter.

Bogen henvender sig til den reflekterende praktiker, der ikke søger opskrifter, men snarere guidende principper til at supplere sin projektledelse i kontekster præget af dynamisk kompleksitet. Den henvender sig også til projektchefer, -ejere og styregruppemedlemmer, der gerne vil nuancere deres dialoger med projektledere og interessenter.”