Uformel ledelse i DSV

Fra projektlederforløb til personlig udvikling – ny uddannelse for uformelle ledere i DSV

Projektlederne skal klædes bedre på til at lede projekter – og lede mennesker i projekter. Det var udgangspunktet, da vi i Incento indgik samarbejde med DSV om et nyt uddannelsesforløb.

DSV gør i forvejen meget ud af at uddanne organisationens formelle ledere, men stadigt flere funktioner kræver, at man er i stand til at lede andre uden at have det formelle ledelsesansvar. Derfor ønskede man at klæde ansatte i disse funktioner bedre på, fortæller Jan Nystrup, HR Business Partner i DSV.

Netop de funktioner, de såkaldt ”uformelle ledere” – eksempelvis teamledere, projektledere og change managers – har fået større bevågenhed de senere år (læs mere om uformel ledelse her). De uformelle ledere er nemlig med til at sikre ejerskab og agilitet i organisationer, der skal skabe resultater i stadigt mere uforudsigelige og foranderlige omgivelser. De er desværre også blandt de mest udsatte, når man taler stress, grundet kombinationen af et stort ansvar og en meget kompleks opgave uden medfølgende formelle beføjelser.

Den personlige faktor

På grund af de særlige forhold for uformelle ledere, ønskede DSV at tilbyde noget andet end et klassisk ledelseskursus med stribevis af værktøjer, forklarer Jan Nystrup:

”Værktøjerne er der selvfølgelig, men forløbet er i høj grad et studie i en selv. Målet er at få tingene til at glide bedre ved at give de uformelle ledere kommunikative og personlige redskaber, der gør at de kan håndtere paradokser, og at de kan lede i et turbulent miljø, hvor man ikke altid ved, hvad morgendagen bringer.”

At den personlige faktor er afgørende i uformel ledelse, stod lysende klart efter afviklingen af det første hold. Deltagerne fremhævede, at forløbet havde været lidt af en rejse ind i deres eget selvbillede – en rejse, der rustede dem bedre til at agere i krydspresset fra forskellige interessenter og skabe transparens i en kompleks organisation.

Jan Nystrup uddyber: ”Deltagerne føler, at den øgede selvindsigt har gjort en kæmpe forskel for dem. Jobbet er måske ikke blevet nemmere, men det er blevet mere tilgængeligt. Også i situationer hvor de oplever ”at være ude at padle” – dér hvor retningen ikke er givet, og man må prøve sig frem.”

En af deltagerne, Line Andersen, som er Organizational Change Partner i DSV, oplevede en både personlig og professionel udvikling:

”Forløbet har givet mig indsigt i min egen adfærd og dens virkning ift. at få folk med og få leverancer leveret til tiden. Det har også udvidet min tålmodighed ift. at lytte til andre og se tingene, som de ser dem. Og så har det generelt givet nye perspektiver på vores adfærd, tone og måde at agere på over for hinanden i en hektisk hverdag.”

Netop kontrasten mellem den hektiske hverdag og uddannelsen var væsentlig for Line Andersen:
”Vi kom ind i to dage og blev groundet: jeg oplevede, hvad det gjorde ved mig at tage skoene af og gå langsomt fra den ene væg til den anden. Den ro, jeg fik, har betydet meget i forhold til at bevare overblikket, at lytte og mærke efter. Vi har endda fået indført til afdelingsmøderne, at vi de første fire minutter lige grounder – at vi får begge ben på jorden og får fokus på vores team.”

Ledelse i en kompleks organisation

De konkrete værktøjer på forløbet handlede bl.a. om stakeholder management, konflikthåndtering og evnen til at skabe motivation og handling hos andre. Derudover fik deltagerne redskaber til at lede i omgivelser præget af stor kompleksitet og handle kvalificeret i en omskiftelig hverdag.

Line Andersen siger:
”Jeg har fået en forståelse for, at man ikke kan kontrollere alting, og at det er ok at sadle om og omprioritere. Med Cynefin Framework fik jeg også et værktøj til at forstå, hvordan virkeligheden ser ud for min leder – skal hun handle i kaotiske tilstande? Hvad er det, hun leder ud fra i dag? Og så har jeg fået indsigt i, hvordan de forskellige sponsorer på vores projekter leder, og det giver en forståelse for, hvordan jeg bedst kommunikerer med dem.”

Uventet succes

Oprindeligt var forløbet tiltænkt ansatte med ansvar for projekt- og forandringsledelse, men tilbuddet blev hurtigt udvidet til andre, som bedriver uformel ledelse i DSV. Efter det første hold spredtes rygtet nemlig hurtigt, og snart blev Jan Nystrup kimet ned af IT-chefer, som ville have deres medarbejdere med på forløbet – derfor er halvdelen af det nye hold, der netop er startet, IT-medarbejdere.

Som Jan Nystrup opsummerer: ”Det her forløb er til stor gavn for alle, der kommunikerer til daglig. Vi kan jo ikke give dem formelle ledelsesbeføjelser, men de får mulighed for at træde i karakter og sikre bedre eksekvering, så de oplever at have større succes.”

Han bakkes op af Line Andersen, som afslutter: ”Det er et af de bedste kurser, jeg har været på. Det har været meget selvudviklende. Det burde alle prøve!”

Læs mere om, hvordan I kan træne jeres uformelle ledere