A47K0639

Velkommen til Incento Bloggen

Vi har talt om det længe, men hver gang har hverdagen taget over og vi er blevet grebet – som det så ofte sker rundt omkring – af drift, akutte opgaver, og ja, lidt pauser ind imellem. Men nu skal det være, vi lancerer vores nye blog, hvor vi vil sætte fokus på organisationsudvikling og ledelse set ud fra et kompleksitetsteoretisk perspektiv. Vi vil senere forklare kompleksitet mere i dybden, men vi vil i denne blog fokusere på den form for kompleksitet, man betegner complex adaptive system (CAS) og primært i sociale sammenhænge (altså hvor mennesker er involveret).

Hvorfor nu lige det fokus? For det første fordi netop kompleksitet og kompleksitetsteorien vinder mere og mere indpas som en ny linse at se og forstå organisationer og det, vi gør og skal gøre i organisationer, igennem. Og det er ikke tilfældigt. Verden udvikler sig nemlig på en måde, hvor grundvilkårene for kompleksitet får mere og mere næring, og det giver ganske enkelt ikke mening at forsøge at stoppe den udvikling – der er nemlig ingen central kraft, der styrer den. Vi må derfor blive bedre til at agere i kompleksitet – eksempelvis når det gælder ledelse, og når det gælder organisationsudvikling, herunder strategier og rammer.

Vi vil, som tidligere nævnt, i senere indlæg komme mere ind på, hvad der kendetegner kompleksitet, men for at underbygge ovenstående påstand, altså at grundvilkårene for kompleksitet styrkes, så lad os lige vende ét kendetegn her. Kompleksitet (eller et CAS) er kendetegnet ved, at et højt antal forbundne agenter (eksempelvis personer) interagerer på mange forskelligartede måder (eksempelvis flyder informationer og kommunikative udvekslinger forholdsvis frit mellem dem). Med andre ord, når omstændigheder, der gør dette muligt, er til stede, så er der grobund for kompleksitet. Og ja, eksempelvis de teknologiske landevindinger er sådanne omstændigheder, som gør det langt nemmere og langt billigere for personer over hele verden at koble sig på hinanden.

Et helt konkret eksempel på en sådan effekt skete, da Nestlé tilbage i 2010 forsøgte at forbyde indlæg på deres fanside, fra personer, der, når de skrev, brugte et billede af et ændret Nestlé-logo. Det virkede som en simpel handling, hvor rationalet var, at man kunne kontrollere påvirkningerne i systemet. Det kunne man så absolut ikke. I løbet af ingen tid væltede det ind med folk, der skrev indlæg og brugte det ændrede logo, og Nestlé blev tvunget til at erklære slaget tabt.

Med andre ord, så vil en mere og mere forbundet verden betyde, at en handling vil kunne skabe eksponentielt flere sammenhænge (og dermed konsekvenser) end tidligere. Den direkte afledte konsekvens af dette er en stigende grad af uforudsigelighed i forhold til på nogen måde på forhånd at kunne kende det udfald, der måtte komme af et tiltag. Og det er lige præcis den udvikling, der gør det så pokkers relevant at forholde sig til nyvundne indsigter fra kompleksitetsteorien. (Det positive ved en sådan udvikling er dog i øvrigt, at den samtidig giver langt bedre muligheder for at finde nye og innovative løsninger.)

Så spørgsmålet er: Hvilken betydning har denne udvikling for vores måde at tænke ledelse og organisationsudvikling på? Hvad kommer det til at kræve at kunne håndtere denne udvikling? Det er svarene – eller inspiration til at finde svar – du kan forvente at få ved at læse denne blog.

Kort sagt, så kan du forvente på denne blog at få …

  • bidrag til nye perspektiver på ledelse og organisationsudvikling set gennem kompleksitetens linse – og input til måder at håndtere ledelse og organisationsudvikling på i nutidens og fremtidens organisationer.
  • inspiration til, hvad end du er leder, forandringsagent, udviklingsansvarlig, studerende eller ‘blot’ almindeligt nysgerrig, at reflektere over egen adfærd i din organisatoriske kontekst. Ikke med den hensigt at få dig til at droppe alt, hvad du har gjort indtil nu, men for at give dig muligheden for at supplere med nye tilgange og forståelser. I sidste ende for at gøre dig klogere på, hvordan du kan imødegå den kompleksitet, du møder i din hverdag.
  • del i vores erfaringer med det arbejde, vi konkret gør (og har gjort over de seneste tre år), og hvor det at håndtere og agere i kompleksitet er hovedfokus. Men bare rolig! Vi har naturligvis stadig fuld respekt for vores kunders behov for fortrolighed.
Share this:

Jacob er partner i Incento A/S og har en fortid som leder og projektleder på internationalt plan i medieanalysebranchen. Hans nysgerrighed og arbejde med kunder i både det offentlige og det private centrerer sig omkring det at skærpe evnen til at navigere i og udnytte mulighederne i kompleksitetens dynamiske og foranderlige virkelighed.

2 comments, add yours.

Peter Frøby

Hej Incento. Tak for et godt initiativ, det bliver spændende at følge. Den organisatoriske accelerende kompleksitet, udfordrer ledere og medarbejdere med store krav. Vi kan håbe på, at denne blog udvikler sig til et forum for udveksling af vedkommende erfaringer, idéer til copingsstrategier og for min del, gerne krydret med lidt mulitteoretisk nørderi..

    Jacob Christoffer Pedersen

    Author

    Hej Peter

    Også tak herfra. Og ja, vores ambition er også både at give bud på tommelfingerregler for “overlevelse” i det komplekse (man kan også sige tommelfingerregler for, hvordan vi udnytter de mange potentielle muligheder i det komplekse). Men ja, de vil jo bare være vores. Så ambitionen er bestemt også at mange flere kommer med deres. Forhåbentlig kan bloggen være en attraktor, det kan ske omkring, på bedste kompleksitetsteoretiske manér (og dermed også indikeret, at man også roligt kan regne med mere nørdede indlæg).

Leave a comment