steps-descending-into-mist

Stabilitet er ikke lig med forudsigelighed

Da Mette Frederiksen den 11. marts lukkede landet, vil de fleste nok være enige i, at det var en meget markant handling.

Om det var den rigtige. Om det var for tidligt eller for sent. Det skal vi ikke kloge os i her. Det, der afføder nogle refleksioner er nærmere, hvordan man inden for rammen af noget kan prøve at skabe mening i det. Og hvilket udgangspunkt for nye handlinger det har givet.

Selv anvender vi ofte David Snowdens Cynefin Framework (se figuren nedenfor – udgaven er fra vores bog Projektkompasset) som en slags ramme til at nuancere den virkelighed, vi står i. Og samtidig en ramme, der inviterer til forskellige typer har handlemåder, alt efter hvilken udgave af virkeligheden, vi oplever at stå i. En slags ledelsesmæssig fleksibilitet.

 

Figur 4.4_5

 

Helt kort fortalt, så kan domænerne “Åbenlys” og “Kompliceret” forstås som domæner, hvor der er en mere eller mindre oplagt årsag-virkning-effekt. Det betyder, at vi kan anvende eksisterende viden til at forudsige, hvilke skridt der skal tages for at komme til et ønsket mål. Langt de fleste er enige om, at dette ikke er den udgave af virkeligheden, vi står i med corona-krisen. Vi er på ubetrådt land, som vi ofte hører det sagt. Vi navigerer uden søkort, som finansministeren vist så nogenlunde sagde det på et pressemøde for nylig. Vi har med andre ord ikke den eksisterende viden, der gør forudsigelser og dermed detaljerede planer til måden at lede på. Uforudsigeligheden er for stor.

Det efterlader os med to andre domæner: “kompleks” og “kaos”. Det interessante er, at måske regeringen fulgte den logik, der er i Cynefins kaosdomæne, nemlig at opfatte det som et potentielt kaos, som først og fremmest kræver handling. Det giver ingen mening at lægge planer, og der er ikke tid til at prøve sig lidt frem, risikoen for at det hele bryder sammen er for stor. Hvad end der har været motivet – og vi aner det selvsagt ikke, vi observerer og reflekterer bare – så drejer det at handle hurtigt i kaos sig om at skabe en form for stabilitet. Få en form for styr på situationen, som vi også har hørt det sagt. Det springende punkt er så til gengæld, hvordan man opfatter den stabilitet.

  • For det første er der næppe tale om en klassiske form for stabilitet med ét ligevægtscentrum. Der er nærmere tale om en slags dynamisk stabilitet, hvor stabiliteten opstår på baggrund af en lang række lokale interaktioner, der får det hele til at hænge sammen (et sundhedsvæsen, der pludselig er begyndt at arbejde langt mere sammen på tværs af specialer og siloer; lokale erhvervsdrivende, der får støtte fra lokale borgere; ældre, der får støtte til indkøb fra medborgere etc.). Intet at dette styres fra noget centralt hold, men er alligevel afgørende.
  • Det betyder også, at selv om der er opstået en slags stabilitet, er der ikke skabt en situation, hvor vi igen kan forlade os på dyder som planlægning på baggrund af eksisterende viden; opsætte klare mål, vi skal arbejde os hen imod eller i det hele taget tænke i styring. Man kunne ikke have planlagt sig til den stabilitet; vi må acceptere, at den opstår.

Vi må med andre ord leve med uforudsigeligheden en rum tid endnu. Vi har fået en smule fast grund under fødderne, men vi lever fortsat ikke i opklaret virkelighed. For enden af trappen er der fortsat tåge. Det interessante bliver derfor at se, hvordan et statsapparat, som i dén grad har været gearet til at agere i opklarede tider, formår at agere i tågede tider. Sandheden er jo, at dér vil det være villigheden til at tage små skridt (eller lave små eksperimenter), som vil skabe fremdriften. Hvor små, eller hvor store, det er umuligt at sige, for al den nødvendige viden vil først opstå, når skridtene tages, og vi lærer af dem. Men at bruge al tiden på at forsøge at planlægge eller forudsige sig ud af dette, vil være spildt tid.

Det sidste betyder også, at det vigtige lige nu måske ikke så meget er at evaluere og dømme skridtene ud fra den viden, vi først har fået nu, hvor de er taget, men derimod at lære af dem live – altså lige nu og her, mens de skaber en effekt – og bruge den læring til løbende at justere. Det kræver mod, ydmyghed, uenighed, perspektiver, langsommelighed (forstået som refleksion og en til tider resolut holden sin handlekraft tilbage).

En sidste note: Jeg har her ikke omtalt det, der faktisk er det femte domæne i Cynefin, nemlig “Uklar”. David Snowden omtaler selv dette domæne som “uncertainty about uncertainty”. Det vil sige dér, hvor vi overhovedet ikke er klar på, i hvilket domæne vi primært befinder os. Faktisk det værste sted at være, eftersom det ofte efterlader os enten handlingslammet eller med handlinger, der stritter i alle retninger.

 

Share this:

Jacob er partner i Incento A/S og har en fortid som leder og projektleder på internationalt plan i medieanalysebranchen. Hans nysgerrighed og arbejde med kunder i både det offentlige og det private centrerer sig omkring det at skærpe evnen til at navigere i og udnytte mulighederne i kompleksitetens dynamiske og foranderlige virkelighed.

Leave a comment