hiclipart.com

Refleksioner i en flaksende og hjernebrydende tid

Det er en mildest talt foranderlig tid, vi lever i – og måske en markant og permanent forandret verden, vi kommer til at opleve “på den anden side”. Om det ved vi umiddelbart hverken bedre eller dårligere end alle andre.

Det er samtidig en tid, der for alvor indbyder til refleksioner (og naturligvis også handlinger, men dem udfører vi andre steder end her). Hvad sker der for os lige nu? Hvordan forsøger vi at takle det, der sker? Hvordan skaber vi mening i det, så vi kan handle bevidst? Hvordan skal vi forandre os, hvis vi skal forandre os sammen med foranderligheden? Hvad har og får det af betydning for den måde, vi eksempelvis bedriver ledelse på? Den måde vi indretter os på organisatorisk – både rent praktisk og ift. at kunne agere smidigt, når noget lignende måtte rammer os igen. Og med lignende menes ikke nødvendigvis en epidemi; men noget, der vælter os lidt omkuld.

Set fra vores lille, ydmyge kompleksitetsinspireret platform er det således særligt interessant at iagttage udviklingen. Og vi har derfor valgt den kommende tid at dele disse refleksioner her på denne blog, der grundet en del andre aktiviteter (heriblandt tre bogprojekter) har ligget stille et stykke tid. Også som en måde at få dokumenteret de refleksioner på, da de meget vel kan komme til at danne udgangspunkt for en række nye initiativer på den lidt længere bane.

Ikke, at vi nu skal postulere, at vi har svarene, ej heller at vi ved bedre og nu gerne vil belære om, hvad man skal gøre – eller endnu værre: Hvad man skulle have gjort. Nej, egentlig bare refleksioner. På baggrund af egne tanker, på baggrund af snakke i vores sociale sfære, dialoger med kunder og kolleger derude omkring, og samtaler med vores netværk rundt om i verden. Alle dog refleksioner, der på én eller anden måde tager udgangspunkt i et syn på verden gennem kompleksitetens linse. Lige den linse mener vi nemlig har noget særligt at byde på i denne foranderlighedens udtalte stund.

Share this:

Jacob er partner i Incento A/S og har en fortid som leder og projektleder på internationalt plan i medieanalysebranchen. Hans nysgerrighed og arbejde med kunder i både det offentlige og det private centrerer sig omkring det at skærpe evnen til at navigere i og udnytte mulighederne i kompleksitetens dynamiske og foranderlige virkelighed.

Leave a comment