lots-of-opinions-no-right-answers

På den ene side og så på den anden … og så er der jo også den mulighed at …

Hvis der er én ting, man lægger mærke til i den her tid, så er det et væld af meninger om og holdninger til, hvad der er det rigtige at gøre. Danmark lukkede for sent ned, for tidligt ned. For hårdt ned, ikke hårdt nok ned. Og Danmark lukker for langsomt op, eller for hurtigt op, eller ikke op de rigtige steder eller i hvert fald de forkerte steder.

Den uenighed findes på alle plan, ikke blot blandt “den almindelige borger”. Politikerne er – hvilket jo er vanlig gænge – uenige; eksperterne er uenige – eller har mange forskellige bud på, hvad der skal til, eller hvad nogle bestemte tegn kan tolkes som. Det kunne da være rart, hvis man da bare kunne nå til én eller anden form for enighed. Så der ligesom var en form for klarhed. Eller …?

Egentlig er der jo intet underligt i, at der er så mange forskellige holdninger, meninger og bud på, hvad forskellige svage signaler kan indikere. Og der er heller intet underligt i, at vi ikke alene selv prøver at overbevise os selv og andre om, at vi ved – eller at vi finder vores yndlingseksperter at lytte til. Eller ja, at eksperterne også kommer med vidt forskellige udmeldinger. Og de burde da om nogen vide … For når vi står ansigt til ansigt med disse flaksende og hjernebrydende tider, ansigt til ansigt med uvisheden, vil vi gerne have vished.

Men i stedet for at tænke på det som irriterende, skulle vi måske lovprise det. I stedet for at nedgøre alle de folk, der nu har en mening, skulle vi måske lytte til dem. Ikke med tanken om, at de holder sandheden, men med tanken om, at de måske meget vel kunne ske at rumme noget af den. For hvis nu vi vitterligt ikke har fundet den helt rigtige vej frem (og de rigtigt mange bud og tolkninger er signalet om, at det har vi ikke), så ville det være langt farligere at søge at opnå enighed og konsensus frem for at tillade, give plads til, ja, endda opfordre til uenighed.

Samtidig udfordrer det jo også vores hang til at ville søge svar hos eksperterne. For heller ikke de synes enige, eller tæt på enige. Meget langt fra. Men selv eksperter kan jo kun være enige, eller komme med entydige svar, hvis den kontekst, de skal udtale sig om, er nogenlunde entydig – altså for dem. Deres ekspertviden rækker kun så langt som til dér, hvor deres viden går. Og viden er jo kun viden om fremtiden, for så vidt, at den fremtid så nogenlunde rummer den samme udgave, som vi kender den nu.

Derfor er uenigheder så bydende nødvendige, som også den amerikanske Charlan Nemeth har brugt endog rigtigt mange år på at undersøge. Det kan naturligvis være irriterende og synes stærkt tidskrævende og ineffektivt, når nu vi er så vant til et sprog om konsensus, effektivitet, ekspertviden etc., men måske det i virkeligheden vil være langt mere risikofyldt at forfølge målet om entydighed – i hvert fald alt for hurtigt. Prisen er så, at vi må acceptere, at så mange har en mening; at så mange har så mange bud på, hvad man skal gøre, eller hvad der vil ske. Men måske det er en bedre pris at betale, end at sætte hele baduljen på, at én eller andet har ramt plet i første hug?

 

Share this:

Jacob er partner i Incento A/S og har en fortid som leder og projektleder på internationalt plan i medieanalysebranchen. Hans nysgerrighed og arbejde med kunder i både det offentlige og det private centrerer sig omkring det at skærpe evnen til at navigere i og udnytte mulighederne i kompleksitetens dynamiske og foranderlige virkelighed.

Leave a comment