billiards_table_1

Livet er jo bare et eksperiment – den slags kan slå fejl

Jeg kan huske, at jeg engang læste et længere interview med den islandske sangerinde Björk. Især én af de ting, hun sagde, ruskede op i mig. Hun pegede på, at mennesket lever i en vanvittig forestilling, når vi er begyndt at tale om, at “vi skulle redde verden, redde naturen”. For er verden og naturen ikke langt større og stærkere end os? Hvem uddør først, mennesket eller naturen? Hvem er mest afhængig af hvem?

Björks opsang er for mig et af udtrykkene for det, jeg ofte taler om, når jeg siger, at vi som mennesker har umenneskeliggjort os selv. Vores konstante jagt på kontrol og det at forsøge at kontrollere noget eller kontrollere udfald har hæmmet os i vores evne til konstant, hurtigt og løbende at tilpasse os. Når vi hele tiden jagter best practices, når vi hele tiden jagter at gøre noget statisk i forsøget på at kontrollere det, så dræber vi jo det levende og ødelægger vores tilpasningsevne, tror jeg.

Vi er uddannelsesmæssigt og vel nærmest samfundsmæssigt (politisk) opdraget til at tro, at det hele handler om at afdække viden på forhånd for at finde frem til, hvad vores næste handling skal være, eller hvad en løsning kan være. Men hvad nu, hvis det slet ikke er sådan? Hvad nu, hvis den opdragelse rent faktisk er med til at umenneskeliggøre os? For er det ret beset ikke en løgn at leve på? Jeg er klar over, at det er menneskeligt gerne at ville være i kontrol, men spørgsmålet er, om vi ikke har overdrevet forsøget nu? Vi har drevet det for vidt.

For ud over at umenneskeliggøre os har det også den konsekvens, at vi for ofte tror, at vi har regnet den ud, og derfor ser vi ikke, at det vi i virkeligheden ofte gør, er at prøve os frem, hvor meget vi end tror, vi har forudset noget. Her taler jeg naturligvis hovedsageligt om handlinger, der foregår i menneskelige systemer eller netværk.

De fleste er nok enige om, at der ikke er nogen garantier, når man laver interventioner i den slags systemer eller netværk, og at man derfor i ét eller andet omfang må erkende, at der er tale om en eksperimenterende tilgang. Det nytter ikke at anvende tal, hårde fakta og forsøg på forecasts, når tilstanden, man skal operere i, er præget af uforudsigelighed. Det går simpelthen for langsomt. Og derfor nytter det heller ikke at designe større eksperimenter eller ligefrem pilot-test. Den tilgang er nemlig ofte også præget af, at man mener at have regnet store dele af det ud, så nu skal vi bare lige teste, om vi havde ret.

At eksperimentere, når kompleksiteten (den sociale kompleksitet) og derfor uforudsigelighed er høj, handler derimod om at prøve sig frem – og samtidig acceptere, at i sociale systemer (menneskelige netværk så som organisationer, kundesegmenter, medarbejdere, samfundsborgere) findes der ikke nogen grundlæggende forudsigelighed. At gå ud fra, at der gør, har som regel den konsekvens, at din intervention vil bygge på en form for manipulation, og selv om det måske kan lade sig gøre et stykke tid, så er det ikke nogen holdbar strategi, for når først den krakelerer, så krakelerer den voldsomt. Mennesker hader at blive manipuleret, med mindre de er med på den.

Men det betyder ikke, at alternativet så bare er at prøve sig tilfældigt og uvilkårligt frem. Nej, der er en række tommelfingerregler, man kan tillade sig at gå ud fra:

  • Du begynder altid fra dér, hvor systemet så at sige er, frem for hvor du ville ønske det var. Det vil sige, dine handlinger foregår i nutid og i det aktuelle udgangspunkt. Du øger din evne til at tilpasse dig situationen frem for at prøve at få situationen til at tilpasse sig dine intentioner. Det sidste er håbløs gerning.
  • Det er vigtigt at forstå, at selv om netværk som dem beskrevet ovenfor ikke er forudsigelige, så har de som oftest nogle præferencer, der gør det mere sandsynligt at én form for intervention kan bringe det i den ønskede retning frem for en anden. Hvad det præcist er, kræver dog som oftest små eksperimenter.
  • Dine små “eksperimenter” (eller prøvehandlinger) skal være designet på en bestemt måde:
    • De må ikke være overdesignet, så det mere bliver et forsøg på at få bekræftet en tese om, hvad der skal til for at finde en løsning. Så ingen pilot-test, hvis vi har at gøre med social kompleksitet. Det kan godt være, at de ender med at virke, men de er som oftest enormt vanskelige, hvis ikke umulige at skalere.
    • De skal være designet på en måde, så hvis de fejler, sker der ikke en katastrofe. Så vi taler de små skridt.
    • De skal være designet, så du hele tiden kan skrue op og ned, eller tilpasse, alt efter om de bringer dig i den ønskede retning eller ej.
    • De skal være designet, så det er muligt at få feedback på, hvilken virkning prøvehandlingen har.
  • Du må acceptere, at resultater i menneskelige netværk ikke kan skabes som en art billard-effekt: først det stød, så det stød, så det ….
  • Og ja, du må acceptere, at blot fordi det så virkede denne gang, så nej, så kan du ikke bare kopiere det næste år og få samme positive resultat. Netværket har udviklet sig. Nye fortællinger er kommet til.

Generelt handler det om, som jeg plejer at sige, at trække virkeligheden tættere på og så risikere at begå de små fejl. For hvis først vi overskalerer eksperimenterne (pilot-test), så har fejlene det med at være meget, meget store og dermed også konsekvenserne.

For god ordens skyld skal jeg lige understrege, at det efter min mening er forkert at tro, at det ligefrem handler om at fejle – for det er ikke noget mål i sig selv. Det handler om ikke at være bange for at fejle, og at prøve sig frem gennem små eksperimenter, der ikke skaber kaos, hvis de fejler. Der er en væsentlig forskel.

Så ja, det er langt mere menneskeligt at operere med evolutionære skridt i en dynamisk virkelighed, end at forsøge at agere i illusionen om en nogenlunde statisk virkelighed. Det er virkeligheden, der kan redde os, ikke omvendt.

P.S.: Jep, titlen på dette indlæg kan helt og holdent tilskrives Dan Türell.

 

Share this:

Jacob er direktør for konsulentydelser i Incento A/S og har en fortid som leder i kommunikationsbranchen. Hans nysgerrighed (og derfor også hans arbejde med kunder i både det offentlige og det private) centrerer sig omkring det at skærpe evnen til at agere i og udnytte mulighederne i kompleksitetens domæne.

Leave a comment