Zombrain

“Keep it complicated, stupid!”

Da jeg var mindre samlede min søster på citater, som hun skrev ned på mapper og små runde papirstykker. Jeg er ikke klar over, hvor hun fandt dem henne, for dengang var der ikke noget, der hed internettet – men måske fandt hun dem på gajolpakker, i bøger (hun var ivrig læser), vægge rundt omkring i byen. Under alle omstændigheder så husker jeg især ét af de citater meget klart, for det har været lidt mit mantra siden: Hvis den menneskelige hjerne var så simpel, at vi kunne forstå den, ville vi være for dumme til at kunne.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg synes at have spottet en tendens – og måske også for ligesom at sende et alarmsignal til os selv om ikke også at falde i den fælde. Men som I, læsere, nok har lagt mærke til, så er der flere og flere af os konsulenthuse, der taler om det, kompleksitet, og kommer med forskellige eller meget ens bud på, hvad man så kan gøre for at … ja, nogle siger at håndtere, andre siger at reducere, mens nogle helt tredje (heriblandt os) taler om at navigere i kompleksiteten. Forskellene har vi været inde på tidligere på denne blog, så det er ikke dén jeg vil fremhæve.

Nej, det er føromtalte tendens – en tendens til at ville komme med enklere og enklere svar på det med at håndtere, reducere eller navigere i kompleksitet. Altså langsomt, men sikkert arbejde sig tættere og tættere på et ‘rigtigt’ svar. Et simpelt svar. Det gør man naturligvis, fordi det er det, vores hjerner gerne vil have os til at gøre, så den kan overskue et bare lidt større perspektiv end enkeltdetaljer. Og det kan jo klart også være en fin strategi, når det handler om at udvikle eksempelvis tilbehør til en maskine. Men når vi har med mennesker at gøre, er det en helt anden historie. Så vil jeg stærkt anbefale, at man per instinkt bliver mistænksom og urolig frem for føler sig overbevist og beroliget, når nogen kommer og postulerer, at de har fundet simple svar eller årsagsforklaringer.

“Keep it complicated, stupid!” er et udtryk, især historikere ofte bruger om historien og sociale sammenhænge i det hele taget ud fra den holdning, at hvorfor gøre noget simpelt, hvis det i virkeligheden er kompliceret (eller kompleks – som vi ville sige)? Hvorfor bygge den løgn op og skabe løsninger eller forklaringer derefter? Pointen er, at løsningerne aldrig kommer til at matche virkeligheden, de kommer derimod til at passe min overanalyserede og simplificerede udgave af verden. Igen, vi taler her om social kompleksitet, altså hvor der er væsentlig grad af menneskelig interaktion, eller hvor en udvikling er forårsaget af megen menneskelig interaktion eller refleksion.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg læste en artikel om regeringen og dens støttepartiers forslag om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år den anden dag. Jeg skal ikke gå ind i nogen politisk diskussion her, men blot forholde mig til det gennem kompleksitetens linse. Men jeg læste, at Søren Pind havde sat et omfattende analysearbejde i gang, fordi han først ville have evidens for, hvad der virkelig virker på helt unge børn, der begår kriminalitet, før han kom med en løsning. Og ja, nu skal jeg selvfølgelig ikke foregribe noget, men urolig blev jeg – for alle andre gange, jeg har hørt den slags fra den politiske verden (og i allerhøjeste grad også den organisatoriske), så er det endt med simple og let kommunikérbare løsninger. Så det sker nok også denne gang.

Og hvad sker der så derfra? Jo, der sker præcis det, der altid sker, når nogen har forsøgt sig med simple løsninger og svar i sociale systemer (samfund, organisationer etc.) på det, der er komplekse problemer eller udfordringer: Når det hele rammer virkeligheden, vil det blive brudt op, fragmenteret og afveget fra for overhovedet at kunne passe ind i den virkelighed. Faktum er, at i kompleksiteten er det ikke de simple løsninger og svar, der redder os, men derimod menneskets iboende evne til at tilpasse sig, afvige fra det gængse og sætte spørgsmålstegn. Vores pointe er derfor, at det meget ofte er stor spild af tid og hamrende ineffektivt hele tiden at forsøge at analysere sig frem til de simple løsninger.

Så ja, måske vi skulle til at stoppe med hele tiden at gøre tingene simple og i stedet træne organisationer til at kunne være i det komplekse, og i allerhøjeste grad fastholde kompleksiteten. Jeg er klar over, at det rent kognitivt er en menneskelig udfordring, men hvis vi for alvor skal have effektive, innovative og fleksible organisationer, ja, så er der ingen vej udenom.

Og jo, jo, nuvel – jeg ved godt, at som konsulenthus kan det selvfølgelig være nok så vanskeligt at bygge en fortælling op om, at vi sælger komplicerede eller komplekse løsninger til komplicerede eller komplekse problemstillinger. Men seriøst, hellere det end at sælge simplificerede vidtløftigheder.

Share this:

Jacob er partner i Incento A/S og har en fortid som leder og projektleder på internationalt plan i medieanalysebranchen. Hans nysgerrighed og arbejde med kunder i både det offentlige og det private centrerer sig omkring det at skærpe evnen til at navigere i og udnytte mulighederne i kompleksitetens dynamiske og foranderlige virkelighed.

Leave a comment