3.4.MeasureTheFuture_284494463

Jamen, da ikke uden at måle …

“Men hvis vi ikke sætter nogle klare mål op, hvordan kan vi så vide, hvornår vi er i mål?

“Hvis vi ikke har nogen mål, hvordan kan vi så vide, hvornår noget er godt nok?”

“Hvis vi ikke måler på det, så sker der ikke noget!”

Ovenstående udsagn støder jeg ofte, meget ofte, på i diverse sammenhænge, og ved første øjekast forekommer de jo ganske logiske. Vi kan måske ligefrem fornemme det intuitivt: Uden mål er vi dømt til at fejle … Og i virkeligheden viser det mere end noget, hvilken udfordring vi står overfor. For det, der umiddelbart kan forekomme helt indlysende, gør det kun, fordi vi har vænnet os til tanken. Der er absolut ingen naturgiven lov, der siger, at der skal opstilles mål for dette og hint.

Selvfølgelig kan der være situationer, hvor det giver mening at opstille mål, men de bliver færre og færre – og hvis vi taler om at sætte mål for aktiviteter eller “planer”, som foregår i åbne systemer (samfund, organisationer, markeder, team…), ja så er tendensen endnu tydeligere. Mål giver kun mening, hvis der er noget at måle, og for at have noget at måle, skal der være en indsats, som på én eller anden måde er planlagt (dvs. designet til at føre os hen til målet).

Jeg skal ikke kunne sige, om målstyring tidligere har været med til at bringe os en masse succeser, eller om det blot har været en illusion, vi har opstillet for os selv (og at succesen i virkeligheden skyldtes utallige andre faktorer, der på uforudsigelig vis blev bragt i spil i processen). I så fald er det en illusion, vi ikke længere kan tillade os at leve i. Og nej, det handler ikke om, at vi bare skal være bedre til at opsætte målene – for lige meget hvor gode vi bliver, og hvor smarte vores mål er, vil de fordre en fast plan, som igen vil fordre forudsigelighed, som igen vil fordre lineære, lukkede systemer. Og sådan et system er verden ikke!

Som vi har beskrevet andre steder på bloggen, medfører ikke mindst den digitale udvikling en øget forbundethed mellem mennesker – det vil sige, at det er blevet meget nemmere, hurtigere og billigere at søge viden, søge nye fællesskaber og aktivere grupper af mennesker på tværs af alle former for grænser… Kort sagt, vi påvirker og bliver påvirket i langt større omfang end tidligere. Og enhver form for påvirkning indebærer mulighed for læring, som kan føre til udvikling eller tilpasning, som igen kan føre til nye ideer, behov, krav … Og absolut ingen kan styre denne tendens.

Prøv at besvare nedenstående spørgsmål i den lineære rækkefølge, de er sat op:

1) Hvordan vil du styre, hvilken læring der skal ske, når mennesker begynder at interagere – og hvilken adfærd, der efterfølgende opstår?
2) Hvordan vil du styre, hvad der kommer ud af at bringe denne læring i spil?
3) Og den nye læring, der opstår på baggrund af at have bragt den første læring i spil – hvordan vil du styre den mod målet?

 

Med andre ord: Mål kræver en form for analyse som grundlag (de skal jo begrundes i noget rationelt), men hvordan vil du analysere en så foranderlig verden – eller et marked, et samfund, en organisation..? Analysen (og derfor planen) vil være forældet, inden du overhovedet er i nærheden af at have fået noget implementeret. Og det samme vil gælde dine mål. Hvis du bliver ved med at insistere på at måle, låser du dig fast i noget, der ikke længere er, og dermed ender du med at skabe et resultat, ingen længere rigtigt kan se værdien i. Og hvad var målet så værd?

Derfor er der også en anden vigtig grund til, at det ofte ikke giver mening at sætte faste mål – eller at det kan vise sig direkte hæmmende at opstille dem (oven i en masse spildtid brugt på at sætte dem, tilpasse dem, tilpasse dem igen – for så helt at skrotte dem og opstille nogle andre, som …).

  • I en verden præget af uforudsigelighed aner I ret beset ikke, hvad der er muligt, særligt langt ud i fremtiden. I kan derfor ende med at opstille mål, som I måske nok når, men som kunne have været langt højere, større, længere… men nu endte I med at stirre jer blinde på dem, I allerede havde sat.

Derudover skal det siges, at målstyring alle dage har beroet på en fejlagtig opfattelse af mennesket som rationelt og gennemskueligt, og af at man derfor så at sige kunne fremskrive en adfærd, på samme måde som man mener at kunne fremskrive en økonomisk udvikling. Altså: “Når vi via planer og incitamenter får mennesket til at adoptere den her adfærd, så sker der den her udvikling, og så ender vi dér [i et fremtidigt drømmescenarie] med den akkumulerede adfærd i organisationen. Så lad os nu komme i gang og holde os til planen …”

P.S: Hvor mange opstiller egentlig mål for, hvor mange af deres mål der skal leve op til, ja, målet? Og hvis man ikke gør det, hvorfor så i det hele taget opstille mål?

Share this:

Jacob er direktør for konsulentydelser i Incento A/S og har en fortid som leder i kommunikationsbranchen. Hans nysgerrighed (og derfor også hans arbejde med kunder i både det offentlige og det private) centrerer sig omkring det at skærpe evnen til at agere i og udnytte mulighederne i kompleksitetens domæne.

Leave a comment