bobo-choses-short-sleeve-t-shirt-dada-bobo-choses-t-shirt-korte-mouw-dada-geel

Intet levende er jo dødt

Det er nødvendigt at opfatte den levende virkelighed som organisering, ikke som substans.
(Edgar Morin)

Må jeg få blivende den her trøje på, Dada.” Som så mange andre forældre forsøgte jeg at korrigere min 3-årige datter første gang, hun brugte ordet ‘blivende’ (hun bruger det som regel, når vi voksne ville bruge ordet ‘beholde’). Men jeg er holdt op med at korrigere hende, for der er noget smukt og rigtigt over ordet – det signalerer både noget uændret og noget i bevægelse.

Det er naturligvis et ganske naivt eksempel på det, Morin taler om i citatet ovenfor ift. at forstå levende virkeligheder som organisering frem for substans; i stedet for at se noget som statisk – som et stadie der skal opnås, eller noget der skal formes til noget bestemt – så skal vi se det som organisering, som noget i konstant bevægelse, der hele tiden organiserer sig, bliver til noget, i en kortere eller længere periode. Men som ikke fundamentalt ændrer sig til noget nyt.

Pointen er, at frem for at se efter, hvad der er nogenlunde statisk i et system – eksempelvis et team – skal man se efter, hvad der er i konstant, men nogenlunde stabil forandring. Hvis man vil skabe forandringer, er det nemlig langt nemmere at få succes, hvis man begynder dér, hvor der allerede er organisering, frem for dér, hvor noget er ganske forankret og derfor pokkers vanskeligt at få sat i bevægelse. Det er jo alt andet lige nemmere at få noget i bevægelse til at skifte kurs bare en lille smule frem for at få noget stagneret til at rykke sig.

Men der er også en anden grund til, at det er vigtigt at se den levende virkelighed som organisering frem for substans: Jeg må erkende, at jeg ikke kan udøve nogen central kontrol. At forestille mig, at jeg skulle være i stand til at kontrollere hver enkelt mikro-organisering vil være en frugtesløs ambition. Og hvis jeg ikke kan det, kan jeg naturligvis heller ikke kontrollere udfald på makro-plan, dvs. når vi har med levende virkeligheder at gøre.

Den forestilling kan være vanskelig for os, for vi er opdraget til at skulle være i kontrol. Vi er opdraget i en reduktionistisk ånd, hvor det konstant handler om at skaffe viden nok til at kunne kontrollere noget. Vores kognitive evner forankres i denne logik, og det gør os elendige til at forstå udfordringerne ved kompleksitet (altså alt levendes forbundethed og konstante organisering). Vi bliver blinde af alle vores forsimplinger, dogmatiseringer og forsøg på logiske rationaliseringer. Som Edgar Morin påpeger:

This blindness is part of our barbarism. It makes us realize that in the world of ideas, we are still in the age of barbarism. We are still in the prehistory of the human mind. Only complex thought will allow us to civilize our knowledge. (“On Complexity”)

Som jeg har nævnt mange gange før, er der intet nyt i verden, der gør, at dette pludselig skulle være en mere fordelagtig måde at tænke på. Alt levende har altid hængt sammen. Men den kraftige teknologisering har naturligvis gjort det meget tydeligere for os, at det er sådan, verden hænger sammen. Og dermed begynder det også at give mere mening, når man peger på, at der ikke findes individer på den ene side og samfund på den anden side. At der ikke findes medarbejdere på den ene side, og organisationer på den anden side. Alt, hvad vi opfatter og omtaler som noget statisk (en organisation, et team, et samfund), er intet uden den konstante interaktion, der foregår mellem de mennesker, der på én eller anden måde udgør helet.

Det er jo også derfor, at hvis man rejser til grænsen mellem Portugal og Spanien (i det nordøstlige Portugal), så vil man ikke fornemme, at lige her går grænsen. Det er ikke en brat overgang fra Portugal på den ene side til Spanien på den anden side. Og sådan er det jo i de fleste grænseovergange (måske med undtagelse af grænsen mellem Syd- og Nordkorea). Det er en glidende overgang, fordi alt levende hænger sammen, påvirker og bliver påvirket af hinanden. Vi kan ikke forstå det grænseområde ved at forstå Spanien på den ene side og Portugal på den anden side. Vi kan kun forstå det – eller prøve at forstå det – ved at træde ind i og være nysgerrige på de interaktioner, der sker. For det er dem, der har skabt og konstant skaber den organisering, der finder sted.

Det er naturligvis også denne virkelighed, der gør det så pokkers vanskeligt at agere ud fra en logik om at “finde løsninger” på komplekse udfordringer, eller få succes med forandringer i komplekse og interagerende systemer (eller økosystemer, som man foretrækker at kalde det i denne verden). Få så snart jeg har den tanke, handler jeg ud fra en opfattelse af, at jeg arbejder med substans. Altså: nu har jeg indsamlet så meget viden, at jeg kan låse systemet, for nu kender jeg det til bunds – eller i hvert fald tilstrækkeligt til at have fornemmelsen af, at der er en nogenlunde fastlagt substans. Og derpå kan jeg begynde at flytte rundt på brikkerne for at reorganisere denne substans.

Men sådan fungerer levende virkeligheder bare ikke. Intet er statisk. Det kan godt være, at det ser sådan ud i makro, men i mikro er det ikke sådan. Og det har en voldsomt stor betydning, for det er i mikro, at vi interagerer og er i konstant organisering – og det er dér, grobunden for at skabe resultater på makro-plan findes. Det er derfor, at vi oftere og oftere må droppe forestillingerne om de store løsninger, og i stedet ty til bevidstheden om de små påvirkninger, gennem eksempelvis safe-to-fail eksperimenter. Hvor vi må slippe et ønsket udfald af syne for at fokusere på, hvad vores små påvirkninger skaber af potentiale her og nu for at bevæge os i en mere hensigtsmæssig retning.

Der findes trods alt ikke evolutionære kvantespring.

Share this:

Jacob er direktør for konsulentydelser i Incento A/S og har en fortid som leder i kommunikationsbranchen. Hans nysgerrighed (og derfor også hans arbejde med kunder i både det offentlige og det private) centrerer sig omkring det at skærpe evnen til at agere i og udnytte mulighederne i kompleksitetens domæne.

Leave a comment