consciousnessfromneurons

I hvilket neuron findes bevidstheden?

Ja, spørgsmålet i overskriften er naturligvis retorisk, for selv om hjernen fungerer via sine neuroner, så fungerer den jo kun, fordi de neuroner interagerer. Det vil sige, at bevidstheden naturligvis ikke findes i noget enkelt neuron, eller for den sags skyld i det og det antal neuron. Den opstår i interaktionen imellem dem. På samme måde: Hvor findes tiden i et ur? Eller farten i en motor? Det er kun ved at forstå, hvordan interaktionen finder sted, at vi kan forstå det – vi kan aldrig forstå en pind af bevidstheden ved at forsøge at reducere vores analyse til det enkelte neuron. Vi ville ødelægge det, vi prøver at forstå.

Det er med andre ord dynamikken i hjernen, og de mønstre, der opstår, som gør bevidstheden mulig. Jeg tror ikke, at nogen har synderligt svært ved at forstå den pointe og acceptere den (om end man kan finde den ligegyldig, men fred være med det). Af samme grund forekommer det mig uendeligt vanskeligt at forstå, at når man så skalerer neuronerne op til den samlede hjerne, skalerer videre op og bringer eksempelvis 278 sådanne hjerne sammen i det, vi kalder en organisation, så ryger fokus ofte – alt, alt for ofte – væk fra interaktionen, det dynamiske, det ikke-reducerbare, helheden og ned på enkeltdele.

Et af de mest arketypiske eksempler på det er interessentanalysen, et vidt og bredt anvendt “værktøj”. Ikke, at det ikke har nogen værdi, men prøv lige at tænk over, hvad det er, du dér prøver at indfange, og hvad det er, du dér gør verden til? Hvor i interessentanalysen er der noget som helst om interaktionen, selv om det vel må siges netop at være den eller den interessents interaktion med den eller den person eller gruppe, som i virkeligheden har størst betydning for dit projekt.

På samme måde, mangt en forandringsplan går ud på at reducere ting til enkeltdele for derpå at stykke dem sammen til en ny helhed. Sandheden er, at man derved smadrer det, man egentlig skulle prøve at forstå. Jeg er klar over, at det vel sker, fordi betydningen af interaktionen er ligesom med bevidstheden – hvor skal vi finde den, hvordan skal vi forstå den? Den er dynamisk, flyder rundt. Og så er det jo nemmere at dele ting op i statiske bokse og kasser, for dem kan vi smide i en powerpoint, redesigne og lancere som noget nyt.

Men sandheden er, at enhver ny ting er betinget af den interaktion, der former sig omkring noget. Interaktionen mellem menneskene, de fortællinger der opstår, den måde vi forstår tingene på etc. Derfor er det essentielle ikke at forstå enkeltdelene, men hvordan disse enkeltdele interagerer, og hvilke mønstre denne interaktion skaber. Disse mønstre kan du træde ind i – men som man kan regne ud, så findes mønstret ikke i ét menneske.

Det er også derfor, at hvis du vil skabe forandringer i en organisation med 278 interagerende hjerner, så begynder du ikke ved enkeltdelene, du begynder med at ændre i den måde, folk interagerer på. Desværre må du acceptere, at du ikke på forhånd an regne ud, hvad ændrede interaktioner vil føre til. Så derfor er den gyldne regel, at du opfatter det som prøvehandlinger, trækker virkeligheden tættere på og konstant fornemmer, hvad der virker hensigtsmæssigt, og hvad der ikke gør, agerer og reagerer derefter – lukker ned for det uhensigtsmæssige og booster det hensigtsmæssige. Med andre ord, du skaber rammerne for det selvorganiserende princip på en professionel måde. For ja, det selvorganiserende princip vinder altid over det centraliserede forsøg på kontrol – om ikke andet, så fordi kontrollen vil dræbe og dø selv. Men noget nyt vil opstå og begynde at organisere sig.

Lad mig prøve at give et andet billede: Hvis du skal køre ind i en rundkørsel, og du fornemmer, at det dér foregår på en for dig lidt ny måde, hvad gør du? Bagfra kommer der en anden bilist, og han kan ikke vente på dig. Hvad gør du? Du kører naturligvis ind i rundkørslen, men du ved jo godt, at det ville være en elendig strategi bare at holde øje med én anden bilist, eller hver eneste enkelte anden bilist og forsøge konstant at regne ud, hvad de vil gøre, eller analysere, hvad de gør. Forestil dig bare den strategi i Paris’ berømmede rundkørsel. Nej, du gør naturligvis noget andet. Og du fornemmer med sikkerhed helt intuitivt hvad – du bliver opmærksom på interaktionerne og mønstrene. På fuldstændig samme måde med livet og forandringerne i en organisation.

P.S.: En lille øvelse: Prøv at finde din organisation. Og nej, nej, et billede af den, et matrikelnummer, en tanke om den, det er jo ikke organisationen. Hvad er den? Hvad består den i. Prøv at reducer den og se, hvad der sker. Ødelæg mønstret, og du har ødelagt organisationen. Så hvorfor er det fortsat så ofte tilgangen?

 

Share this:

Jacob er direktør for konsulentydelser i Incento A/S og har en fortid som leder i kommunikationsbranchen. Hans nysgerrighed (og derfor også hans arbejde med kunder i både det offentlige og det private) centrerer sig omkring det at skærpe evnen til at agere i og udnytte mulighederne i kompleksitetens domæne.

Leave a comment