no-brain

Hvis hjernen var en computer kunne du måske ikke engang gribe en bold

Hvordan tænker du, at din hjerne ville opføre sig, hvis du var en right fielder i baseball og skulle gribe den bold, der lige er blevet hamret op i luften og ud mod horisonterne? Altså hvis du vitterligt var en seriøst god baseballspiller; ellers tænk på, hvad hjernen gør, når du spiler rundbold og skal gribe den bold, så Svoger Peters hold ikke vinder.

Dit svar vil nok afhænge af, hvad du mener, hjernen er for en størrelse. Hvis du tænker, at den egentlig nok fungerer lidt som en computer, og at dine kropslige bevægelser derfor sker på baggrund af de konstante små kalkulationer, hjernen laver med udgangspunkt i nogle helt vanvittige algoritmer, så vil du sikkert tænke, at den konstant arbejder på at regne ud, hvor dine ben skal se at komme hen i en fart for at gribe den pokkers bold. Men hvad nu, hvis det forholder sig helt anderledes?

Jeg faldt for nylig over et blogindlæg med den fantastiske titel “The Empty Brain”, skrevet af den amerikanske psykolog Robert Epstein. Hovedpointen er basalt set, at nej, hjernen fungerer ikke som en computer. Hjernen er ikke nogen computer. Hjernen fungerer ikke ved at lagre og behandle informationer, og den fungerer overhovedet ikke via matematiske algoritmer. Og nej, vi handler ikke ud fra såkaldte repræsentationer (eksempelvis lagrede mentale modeller af verden) i hjernen.

Netop den forestilling om hjernen har ellers i mange år været den fremherskende hypotese inden for kognitionsvidenskaben og derfor den vej, man konstant er gået nedad, når man inden for den branche forsøgte at blive klog på – og dermed gøre os andre kloge på – hvad der får os til at handle, som vi gør. Altså hele forestillingen om repræsentationer.

Jeg er ikke helt klar over, om det også har været min egen forestilling, men jeg har altid fornemmet det som absurd, når mennesker og maskiner skulle sammenlignes. Det er nok også derfor, at jeg simpelthen ikke kan blive fanget af en science fiction-film. Der er ganske enkelt en kobling, der ikke fungerer for mig. Koblingen mellem det maskinelle og mennesket. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg på ingen måder føler mig truet som menneske. Selvfølgelig kan jobs være truet og så videre – men racen mennesket truet på grund af løsslupne maskiner, AI eller maskinlæring? Næppe.

Netop derfor var indlægget interessant, og ikke mindst de nye rejser, det sendte mig på, forbi Anthony Chemeros koncept radical embodied cognitive science og James F. Gibsons ecological psychology.
Forfølger man deres tanker, må man droppe forestillingen om, at adfærd skabes på baggrund af input-output-processer i hjernen. Det er ikke dét, der er hjernens formål, så at sige. Hjernens formål er snarere at skabe sammenhæng mellem krop og omgivelser gennem sansning (eller perception) og handling.

Som William Mace skrev, da han skulle beskrive James Gibsons tilgang:

“Ask not what’s inside your head, but what your head’s inside of”

Et af de klassiske eksempler, som Epstein også præsenterer, bringer os tilbage til indledningen af det her indlæg. Nemlig baseball. Hvis du har set en baseball-kamp (og hvis ikke, så igen tilbage til rundbolden), og hvis du har set en mand gøre sit yderste for at gribe en bold, hvad er det så, han gør? Hvis vi tænker, at hjernen er som en computer, så sker der (ret forsimplet) følgende: Hans adfærd er konstant betinget af de mentale modeller over løbebaner, hans hjerne regner sig frem til – modeller over hvor bolden vil lande, og hvilken retning det derfor er mest hensigtsmæssig at løbe i for at komme hurtigst muligt frem.

Men baseball-eksemplet, som er et virkeligt forsøg (læs her), viser, at der synes at ske noget helt andet. Right fielderen løber ikke specielt målrettet mod et bestemt sted, men derimod i et kurvet løb, nogle gange hurtigt, nogle gange langsommere. Igen i en noget forsimplet udgave af forklaringen: At gribe bolden handler om at have bolden i den konstant samme visuelle vinkel og samtidig tage højde for omgivelserne. Det handler kort sagt om visuel kontrol og konstant tilpasning – ikke om mental forudsigelse. Kortet over, hvor right fielderen løber hen er så at sige ikke skrevet på forhånd i hans hjerne; det skrives, mens han handler og kan kun gengives retrospektivt.

Og hvorfor nu alle disse tanker? Jo, for det fik mig til at tænke på ét af de mantra, vi ofte hiver op af skuffen, når vi taler om tilgange til at navigere i det komplekse og dynamiske (dvs. det uforudsigelige): Dit fokus må skifte fra, hvor du gerne vil have, folk skal være (drømme-/fremtidsscenarier), til fokus på hvor I er lige nu, og hvad det giver af muligheder for at komme i en ønsket retning. “The evolutionary potential of the present”, som David Snowden plejer at kalde det. Læs mere om det i det her blogindlæg.

Måske den tilgang til udvikling og fremskridt rent faktisk falder os meget mere naturligt, end vi er opdraget til at tro? Måske vores hjerne rent faktisk er det perfekte middel til at opnå det? Hvis vi bare lige for en stund slipper forestillingen om hjernen som en computer. Måske vi i vores projekter, vores forandringsprocesser og vores omstruktureringer ikke skulle have så pokkers travlt med at forsøge at regne mennesket ud, forudse hvad der skal til for at nå X resultat, eller hvad dét og dét input vil føre til af output. Og i stedet fokusere på, hvilket samspil der er mellem kontekst og den/dem, der handler i den – og hvilken betydning det har for den retning, vi gerne vil i. Lige nu og her!

Sagt med andre ord: Når du skal igangsætte et forandringsinitiativ, skal du gå fra at tænke, ‘hvad skal der til for at komme derhen?‘, til ‘hvilken adfærd former der sig lige nu ud fra det, vi gør i forandringsinitiativet lige nu?‘. Den adfærd vil nemlig være altafgørende for, hvad der derpå sker – og hvad der derpå sker, og hvad der … Radikalt sagt: Adfærd formes ikke på forhånd, for det er ikke det, vores hjerne kan eller der er dens formål.

Alt dette er naturligvis spekulationer, for der findes ingen evidens. Men så er det vigtigt at tilføje: Der findes heller ingen evidens for, at hjernen skulle fungere som en computer. Det er bare det, der er blevet den herskende hypotese. Så herskende, at den kunne ligne en sandhed.

Share this:

Jacob er direktør for konsulentydelser i Incento A/S og har en fortid som leder i kommunikationsbranchen. Hans nysgerrighed (og derfor også hans arbejde med kunder i både det offentlige og det private) centrerer sig omkring det at skærpe evnen til at agere i og udnytte mulighederne i kompleksitetens domæne.

Leave a comment