http://www.bara-art.com/steel-wire/

Aktivt medborgerskab skal ikke designes

Af Jacob Christoffer Pedersen

Det er ikke nødvendigvis det nemmeste i verden i øjeblikket at være kommune eller kommunalt ansat. Her tænker jeg ikke så meget på de ressourcemæssige udfordringer og de mange organisatoriske forandringer, det afstedkommer, om end de naturligvis på ingen måde kan negligeres. Nej, jeg tænker nærmere på det markante mentale skifte, medarbejderne i mange forvaltninger må undergå i bestræbelserne på at leve op til borgernes og derfor politikernes forventninger og krav.

Én af de dagsordener, vi ofte hører om, er det såkaldte aktive medborgerskab. Altså at borgerne skal involveres i bestræbelserne på at finde løsninger på det, man tidligere opfattede som en ren kommunal (eller statslig) opgave. Andre taler om borgerdreven innovation. Der er skrevet og sagt meget om det skifte, så det vil jeg ikke gå videre ind i her og blot gentage. Jeg vil hellere se på, hvordan man ville anskue hele denne bestræbelse på at skabe aktivt medborgerskab eller borgerdreven innovation, hvis man så det fra det kompleksitetsteoretiske perspektiv. Og hvad man kan gøre i stedet.

Den grundlæggende problemstilling er – set i det lys – at man alt for ofte anskuer myndighed som myndighed, altså at “myndigheden” (kommune eller stat) kan styre noget som helst, der har med en samfundsudvikling at gøre, eller som har at gøre med, hvad der skal komme ud af en række menneskers interageren. Eller at man fra et andet sted argumenterer for, at det er markedet selv, der skal styre det. Men ser man på det ud fra et kompleksitetsteorietisk perspektiv, giver det slet ikke mening at lave en sådan skelnen. De to dele, myndighed og marked, hænger uløseligt sammen og skaber sammen diverse udfald gennem gensidige påvirkninger, interaktioner og initiativer. De er så at sige vævet ind i hinanden, og den ene kan ikke fungere uden den anden.

Men hvordan kan en myndighed så anskue opgaven i at skabe det aktive medborgerskab, hvis den ser på det med kompleksitetsteoretiske briller?

  • Aktivt medborgerskab er ikke en struktur, men en social proces, der skabes gennem menneskers interaktioner. Det betyder rent konkret, at hvis man skal have succes med det, så skal man ikke forsøge at kontrollere det – man kan ikke kontrollere enhver menneskelig interageren og derfor heller ikke udfaldet af denne interageren. Og her er vel den største udfordring, for når man slipper kontrol, slipper man også langt hen ad vejen muligheden for at opstille konkrete målbare mål, som nogen kan stilles til ansvar for, hvorvidt bliver opnået.
  • Så vi kan derfor ikke længere måle, som vi måler i dag – i hvert fald ikke i de indledende og udforskende faser. Vi aner jo ikke, hvad der er muligt – hvis vi gjorde, kunne vi jo bare sætte det i værk, lave en stram plan for det og så gennemføre og skabe det ønskede udfald. Så ville det være så nemt. Men i et kompleksitetsteoretisk perspektiv ligger magten ikke hos eksempelvis den kommunale leder, når vi taler aktivt medborgerskab (og rigtig mange andre ting); den flyder rundt mellem de mange relationer, der findes i projektet med at skabe det. Der er ingen central kontrol, der kan skabe det forudsigelige udfald.

Jeg tror rent faktisk, at rigtig mange af denne slags tiltag for at skabe aktivt medborgerskab eller borgerdreven innovation rent faktisk skyldes, at for mange kommuner ikke for alvor har sluppet kontrollen. Det betyder, at tanken om at kunne skabe specifikke udfald med udgangspunkt fra centralt hold (kommunen og dens medarbejdere) fortsat hænger ved, hvilket kommer til at skinne igennem derved, at man tænker styring og måling frem for påvirkning og mulige retninger. Og alt for mange gange går man ud med en implicit løsning (eller meget stram ramme for en løsning), der dræber muligheden for, at noget mere spontant og bæredygtigt kan opstå af de uforudsigelige interaktioner, der vil ske.

Men hvad kan man så gøre? Som man nok kan fornemme af ovenstående, så handler det i høj grad om at skabe en anden form for bevidsthed om, hvordan man går til en sådan forandring, som det at skabe en ny adfærd i befolkningen er. Det nytter ikke fra centralt hold at opstille en masse mål eller designe for stramme rammer – aktivt medborgerskab (eller enhver anden form for social udvikling) kan ikke designes, den opstår ud af de myriader af interaktioner, der sker.

  • MEN: Det betyder ikke, at laissez-faire er vejen frem. Den amerikanske økonom David Colander beskriver sammen med Roland Krupers i bogen Complexity and the Art of Public Policy et begreb, de kalder laissez-faire-activism. Det handler grundlæggende om, at man som “stat” skal se sig selv som en påvirkningskraft, ikke en styringskraft. Man har magt til at påvirke, ikke magt til at skabe bestemte udfald. Og magten til at påvirke handler om at påvirke i forhold til at skabe rammerne for, at selvorganisering kan finde sted – ikke magten til at kunne skabe forudbestemte udfald gennem sin påvirkning.
  • For at kunne skabe de rammer må man samtidig droppe at tænke, hvad der er muligt, set med kommunale briller. Et sådan indefra-ud-synspunkt vil med sikkerhed afstedkomme for mange centrale synspunkter og for begrænsende rammer. Lad systemet selv finde ud, at hvad der er muligt ift. at skabe en bevægelse i den ønskede og bæredygtige retning.
  • Dermed også sagt, at i stedet for at have en masse mål, handler det om at have en retning – og de løbende evalueringer må derfor gå på at finde ud af, hvorvidt man bevæger sig i den ønskede retning – og om den ønskede retning i øvrigt er realistisk og fortsat ønskværdig, efterhånden som en bevægelse går i gang (når vi taler om udforskende udvikling, handler det som oftest om læring frem for forudbestemte mål). Faktisk kan man tit finde ud af, at selv retningen er bedst fundet af systemet selv.
  • Har vi først med komplekse samfundsinteraktioner at gøre, så vil det ofte også være bedst at overgive sig til konteksten og så hele tiden eksperimentere sig frem i det små for at finde ud af, hvad der lige præcis dér skal til for at skabe den positive udvikling. Det betyder ikke, at man skal kaste enhver form for evidensbaseret viden væk, men man skal passe alvorligt på med at være bundet op på den. Hvad der fungerede ift. at skabe aktivt medborgerskab i Thisted, Ollerup og Nykøbing Sj., er det langt fra sikkert også vil fungere i X. Så hvis man absolut vil tale om best practice, så er det at finde sin egen lokale praksis. Risikoen er ellers, at man igen predesigner alt for meget, eller har et for forudindtaget billede af, hvad der skal til.

Så det vil altså kræve en voldsom forandring i det kollektive mindset om, hvad en kommune (eller stat) er, hvad den kan, og hvad den bør gøre, når det handler om social udvikling. Nogle vil måske mene, at det udhuler hele dens grundessens, men ja, det er alligevel en illusion at tro, at man i dagens komplekse virkelighed kan styre og kontrollere sig frem til noget synderligt specifikt forudbestemt.

Thumbnail billede af Bara Cross

Share this:

Leave a comment